26-årig sigtes for at affyre bomberør mod politiet i Gellerup

0
1652
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En 26-årig mand bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus, sigtet for at have affyret et bomberør mod politiet under de seneste dages uroligheder i Gellerupplanen.

Urolighederne opstod efter en Stram Kurs-demonstration i fredag, hvor en 52-årig mand forsøgte at knivdræbe Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan. Siden har grupper af unge afbrændt biler og containere og angrebet politiet med forskellige former for kasteskyts, herunder fyrværkeri.

Den 26-årige mand, der fremstilles i grundlovsforhør kl. 13 i Retten i Aarhus, sigtes for forsøg på grov vold mod politiet.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup sagde tidligere på ugen, at DF vil have strammet loven for angreb på politiet:

“Vi vil simpelthen ikke finde os i al den ballade fra unge med indvandrerbaggrund i Gellerup ved Aarhus. Derfor fremsætter vi i DF nu forslag om, at angreb på politiet med kasteskyts skal udløse minimum et års ubetinget fængsel samt udvisning, hvis man ikke er dansk statsborger. Så må vi se, om de andre partier bakker op,” skrev Skaarup på Twitter.