Dansk Folkeparti gentager krav om skærpelse af straffen for vanvidskørsel efter påkørsel af betjent i Aarhus. “Vanvidsbilisme bør ligestilles 1:1 med drab/drabsforsøg, når andre menneskers liv udsættes for fare,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup
En 20-årig mand med indvandrerbaggrund, der stolt har beskrevet sig selv som vanvidsbilist på TV2, er nu varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have påkørt en 31-årig betjent under et flugtforsøg i Aarhus i fredags. Den 20-årige, der har været eftersøgt siden fredag, blev fundet søndag aften på en adresse i Brabrand.
Manden blev fremstillet i et grundlovsforhør mandag eftermiddag i Aarhus, hvor han nægtede sig skyldig. Sigtelserne lyder bl.a. på vold mod polititjenestemand, forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder og flugt fra et færdselsuheld.
Betjenten blev ramt, da politiet var ved at klargøre såkaldte stop sticks, dvs. sømmåtter, der skulle få den 20-årige til at stoppe sin hasarderede kørsel. Først måtte en betjent springe for livet, og derefter blev hans 31-årige kollega ramt. Gerningsmanden flygtede fra påkørslen med 100 km/t.
“Han (betjenten, red.) pådrog sig flere hjerneblødninger, sammenklapninger af begge lunger og er fortsat i livskritisk i tilstand,« oplyste anklager Bjørn Fogh Sørensen i retten, i følge Lokalavisen Aarhus.
Bør ligestilles med drabsforsøg
Anholdelsen af den 20-årige har fået Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til at gentage DFs forslag om at sidestille vanvidsbilisme med drabsforsøg.
“Det er en kæmpe lettelse, at vanvidsbilisten fra Aarhus er anholdt. Presset på ham blev for stort fra myndighedernes side! Men, trods den glimrende strafskærpelse ift. beslaglæggelse af vanvidsbilisternes køretøjer, er afskrækkelsen tydeligvis stadig for lille. Jeg vil derfor høre jer følgere her på Facebook om I bakker op om et forslag fra Dansk Folkeparti om at ligestille vanvidsbilisme 1:1 med drab/drabsforsøg, når andre menneskers liv udsættes for fare!,” skrev Peter Skaarup mandag på Facebook.
“Trods den glimrende strafskærpelse ift. beslaglæggelse af vanvidsbilisternes køretøjer, er afskrækkelsen tydeligvis stadig for lille”
Peter Skaarup, retsordfører (DF), på Facebook
“Jeg kører over for rødt hele tiden”
Den 20-årige mand, der nu er fængslet, vakte opsigt, da han tidligere på året medvirkede i et indslag på TV2 Østjylland. Her fortalte han stolt, at han gerne kører hasarderet og er kendt som vanvidsbilist i lokalområdet
“Jeg kører over for rødt hele tiden. Det er ikke fordi, en rød lygte skal forhindre mig i at køre over. Hvis der er frit, så kører jeg jo bare,” sagde han.
Da det fredag kom frem, at det er den 20-årige selverklærede vanvidsbilist, der var eftersøgt for at påkøre en betjent, skrev Peter Skaarup på Facebook:
“Der er desværre en stor sammenhæng mellem visse unge indvandrere og vanvidsbilister. Nu ser vi endnu engang unge indvandrere og deres holdning til dansk lovgivning. Og endnu engang med frygtelig konsekvens. Vi skal straffe hårdt, konsekvent og gerne med udvisning”.