Ny bølge af migranter og flygtninge kan være på vej til Danmark

0
3486
En gruppe afrikanske migranter ses på en båd i Middelhavet. Billedet er taget den 12. juni. Foto: Avra ​​Fialas / Læger uden Grænser / Reuters

Eksperter og minister advarer om, at en ny flygtningebølge kan være under opsejling. Europas grænser er ved at åbne igen og coronakrisen har forværret økonomien i de nordafrikanske transitlande, lyder forklaringen

Efter flere år med lave asyltal kan Danmark igen stå overfor en større bølge af flygtninge og migranter. Det vurderer flere eksperter overfor Berlingske. Samme melding kommer fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Han drøftede i sidste uge flygtningesituationen med den østrigske indenrigsminister Karl Nehammer, og Tesfaye siger om den samtale til Berlingske:

“Han sagde direkte til mig, at han frygtede, at vi står for foden af en ny bølge. At tale med ham var et wakeupcall. Jeg kunne se, at han var i alarmberedskab”.

Lige nu er der ca. 8500 asylansøgere i Østrig. Det er næsten dobbelt så mange som samme tidspunkt sidste år. Forklaringen i følge eksperter er, at Europas grænser er ved at åbne igen efter coronanedlukningen samt at de nordafrikanske transitlande er hårdt ramt økonomisk oven på coronakrisen. Dét presser flere migranter og flygtninge til at søge mod Europa.

“Vi kan potentielt stå over for en ny bølge, hvor mange flygtninge og migranter atter vil søge længere op i Europa og til Danmark,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso, der forsker i migration og flygtningestrømme ved Københavns Universitet, til Berlingske.

502 søgte asyl i årets første fire måneder

Efter flygtningekrisen i 2015, hvor over 21.316 søgte asyl i Danmark, har antallet asylansøgere ligget lavt i Danmark de seneste år. I 2019 søgte 2716 personer asyl i Danmark og i de første fire måneder af 2021 kom 502 asylansøgere til landet, i følge Berlingske. Men nu er udviklingen ved ændre sig.

“Om vi får et nyt 2015, er svært at sige, men vi får i hvert fald en intensivering af det, vi så før pandemien. Danmark ligger et godt stykke oppe i Europa, og derfor er det meget afgørende, hvad andre lande gør, samt hvad der sker ved de ydre grænser til Europa,” siger seniorforsker i migration og global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier, Nauja Kleist, til Berlingske.