Yderligtgående muslimske miljøer skal kortlægges i Danmark

0
2290
Arkivfoto

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sætter gang i undersøgelse af de salafistiske og jihadistiske miljøer i Danmark. En tilsvarende undersøgelse i Sverige har vist, at der er ca. 2000 voldsparate salafister i Sverige

I sommer offentliggjorde det svenske Forsvarshögskolen en rapport om de radikale, salafistiske miljøer i Sverige. Rapporten viste, at antallet af voldsparate salafister er blevet 10-doblet på ti år, og at der er nu mere end 2000 personer i Sverige, der bekender sig til en voldelig, antidemokratisk version af islam.

I Danmark er der ikke lavet en tilsvarende undersøgelse. Men det bliver der nu. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har besluttet, at der skal laves en egentlig kortlægning af fundamentalistisk islam i Danmark. Det fortæller hun til Kristeligt Dagblad.

”Vi har et stort fokus på bekæmpelse af parallelsamfund i Danmark, og derfor har regeringen også taget initiativ til en national sanktionsliste over udenlandske forkyndere med rabiate holdninger og en trossamfundslov, der stiller klare krav til anerkendte trossamfund i Danmark. Men i min optik er det ikke nok. Vi skal løbende følge op og tage yderligere initiativer, og nu ønsker vi et større indblik i de salafistiske miljøer,” siger Inger Støjberg.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup har tidligere efterlyst en oversigt de salafistiske miljøer. Efter anholdelsen i september af to islamister, som havde forsynet Islamisk Stat med droner og drone-udstyr, købt i Danmark, spurgte Peter Skaarup justitsminister Søren Pape Poulsen (K), om der findes en oversigt over de salafistiske miljøer i Danmark. Det gør der ikke, men justitsministeren kunne med reference til Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyse, at der holdes øje med de radikale miljøer – og at de udgør en trussel:

”CTA [Center for Terroranalyse] vurderer, at der er personer og grupper i islamistiske miljøer i Danmark, der aktivt søger at fremme en militant islamistisk dagsorden. Det sker bl.a. ved udbredelse af propaganda, radikalisering og rekruttering af nye personer til miljøet,” hed det i svaret

Du kan læse en artikel på ditOverblik om justitsministerens svar her: PET: Islamistiske grupper arbejder aktivt for at fremme militant islam i Danmark

Tore Hamming, ph. d. i militant islamisme ved European University Institute i Firenze, hilser den kommende undersøgelse velkommen:

“Vi ved intet som helst om, hvad der sker på området nu, og det har vi ikke vidst siden 2014. Jeg ved, at tidligere grupper som Kaldet til Islam ikke længere er aktive, men at der er kommet nye grupper til, som særligt forsøger at rekruttere unge mennesker. Jeg har selv kunnet identificere tre forskellige grupper på Facebook i Danmark, som gør meget ud af at hverve folk. Men det er stadig meget diffust, hvilke personer der er kommet til, og hvilken identitet grupperne har i dag. Det ved vi ikke nok om,” siger Tore Hamming til Kristeligt Dagblad.

Salafisme er en særlig bogstavtro tolkning af islam, som er beslægtet med den saudiarabiske wahabisme. Salafisterne vil “rense” muslimsk tro og praksis for ” ikke-muslimske” elementer og går ind for en opdeling i rene og urene. De er modstandere af demokrati og frihedsrettigheder, og de promoverer aktivt intolerance, diskrimination og hate-speech imod andre grupper, især jøder og shiamuslimer, har den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp beskrevet. Det er ham, der har lavet den svenske undersøgelse af salafisterne.

Ikke alle salafister går ind for vold, men næsten alle islamiske terrorister har et salafistisk udgangspunkt. Det gælder blandt andet Said Mansour, kendt som ”Boghandleren fra Brønshøj”, som Danmark netop nu forsøger at få udleveret til Marokko.