Vred DF-ordfører: Rabat til milliardsvindlere krænker retsfølelsen

0
2621
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær kalder skatteminister i samråd om milliardsvindel med udbytteskatter. Afsløringer af fortrolige papirer viser, at bagmænd, der har trukket 4,1 milliarder kroner ud af statskassen, i et forlig med Skat har fået lov at trække udgifter til svindlen fra

De svindlede 4,1 milliarder kroner ud af den danske statskasse, men de slipper tilsyneladende med at betale 1,6 milliarder kroner tilbage. Ifølge en række medier har nogle af bagmændene i den store udbytteskatteskandale nemlig forhandlet sig frem til et forlig med Skattestyrelsen, der sikrer dem en milliardstor rabat. En rabat, der skal dække de udgifter, som de formodede svindlere har haft i forbindelse med at svindlen, eksempelvis udgifter til rådgivning.

”Det vil svare til, at en mand bryder ind i en villa og tager 20.000 kroner i et pengeskab. Så bliver han arresteret men skal kun betale 11.000 kroner tilbage, fordi han har haft udgifter til skærebrænder, en rådgiver i tyverialarmer og en mand, der skulle holde vagt. Det er jo absurd,” siger juraprofessor Eva Schmidt til Politiken, der sammen med TV2 og en række udenlandske medier har afsløret milliard-rabatten.

Skattestyrelsens ledelse forklarer sig på et pressemøde forleden om udbytteskattesagen. Fra venstre er fagdirektør for Selskab Kenneth Joensen, fagdirektør for Skattestyrelsens enhed og Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen og Skattestyrelsens direktør Merete Agergaard. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Kalder minister i samråd

Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær er forarget. Han vil nu indkalde skatteminister Morten Bødskov (S) til et samråd.

”For det første vil jeg have en forklaring på, hvorfor der tilsyneladende er en difference på 1,2 milliarder kroner mellem det, vi havde fået oplyst og det beløb, der er trukket ud. For det andet vil jeg høre om det er korrekt, at der er givet en rabat på grund af samarbejdsvilje. Vi taler om nogle af Danmarkshistoriens største svindlere, og så har de åbenbart fået særbehandling. Det kan man ikke. Det er jo krænkende for hele den danske befolknings retsfølelse,” siger Dennis Flydtkjær.

Forliget med bagmændene blev offentliggjort på et pressemøde 29. maj af daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V). Her kunne han med glæde fortælle, at der var kommet en gennembrud i udbyttesagen, der i alt har lænset den danske statskasse for mindst 12,7 milliarder kroner. Lauritzen kunne således fortælle, at der i New York var indgået et forlig med personer, der uberettiget havde fået udbetalt 2,9 milliarder kroner i refusion af udbytteskat for aktier. Disse personer, som repræsenterede et større netværk af pensionsfonde, ville tilbagebetale 1,6 milliarder kroner.

Men nu viser det sig, at oplysningerne på pressemødet langt fra var korrekte. Politiken og TV2s Operation X  kunne onsdag aften afsløre, at det af dybt fortrolige papirer fremgår, at de pågældende har svindlet for hele 4,1 milliarder kroner samt at bagmændene i forliget har fået lov at fratrække de udgifter, som de haft i forbindelse med svindlen.

DF: Bagmænd bør udleveres til Danmark

Ud over at kræve skatteministeren i samråd, vil Dennis Flydtkjær også bede justitsminister Nick Hækkerup (S) undersøge mulighederne for at få udleveret bagmændene til Danmark.

”Jeg vil bede ministeren kontakte de amerikanske myndigheder med henblik på at få udleveret de her folk til retsforfølgelse i Danmark. For en ting er pengene, noget andet er danskernes retsfølelse. Almindelige mennesker, der har en lille skattegæld, kan jo ikke forhandle sig til en rabat. De har bare at betale. Men når der så er tale om et milliardbeløb, kan der åbenbart forhandles og man kan få trukket sine udgifter fra. Den slags bliver folk vrede over,” siger Dennis Flydtkjær.

Dennis Flydtkjær, skatteordfører (DF). Foto: Steen Brogaard