Usandheder om DF og Morten Messerschmidt

0
1274
Morten Messerschmidt (DF) i Folketingssalen under spørgetimen på Christiansborg i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af Villy B. Sørensen, bestyrelsesmedlem i DF Jammerbugt

Chefredaktør Karen Keinicke påstår 17. april i NORDJYSKE, at Dansk Folkeparti har flere skandaler end resultater.

Hvad angår resultater, så er det udelukkende DF’s fortjeneste, at vi ikke har svenske tilstande i Danmark.

Stik imod hvad Keinicke skriver, så valgte DF ikke at stå uden for regering i 2015. Det var et resultat af, at Lars Løkke Rasmussen fra Venstre nægtede at gå i regering med DF, selvom det havde været oplagt. Senere opsagde Løkke så 18 års borgerligt samarbejde, hvilket DF ikke kunne gøre noget ved. Mht. Socialdemokratiet så har hverken Keinicke eller de socialdemokratiske vælgere endnu opdaget, at Mette Frederiksen ikke leverer den samme stramme udlændingepolitik som DF.

Når vælgerne opdager, at de endnu en gang er blevet snydt af Socialdemokratiet, vil DF gå frem igen.

Så har Keinicke travlt med at fremsætte usandheder om Morten Messerschmidt. Seks års ”efterforskning” er uværdigt for et retssamfund, og Keinicke efterlader indtryk af, at Messerschmidt, ja næsten hele DF, skulle være skyldig allerede inden retssagen er slut. Selv Venstres Retsordfører Preben Bang Henriksen, siger at den her sag har taget alt forlang tid og det er ganske uhørt.

Jeg er selv Domsmand i Hjørring Byret og har været det i snart 9 år, og herfra ved jeg, at så længe der ikke afsagt dom, må enhver tvivl komme den anklagede til gode. Som dommer og domsmænd er det vores pligt i et retssamfund at høre sagen fra to sider og votere ud derfra, som gør vi kan afsige en dom. Det er vi udnævnt til.

Karen Keinicke har simpelt hen misforstået/ved ikke, hvordan et demokratisk retssystem fungerer, når hun på den måde udtaler sig om skyldsspørgsmålet uden at redegøre for, hvad Messerschmidt egentlig har gjort galt. Det er jo netop derfor, der skal være en retssag.