Udlændingestyrelsen solgte tre asylcentre til rabatpris – og købte så center på Langeland til overpris

0
3811
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Foto: Steen Brogaard

Skandalen om det kuldsejlede udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Langeland vokser. Netmediet Frihedsbrevet afslører, at Udlændingestyrelsen sidste år solgte tre asylcentre i socialdemokratiske kommuner for en slik

Sagen om det skrottede udrejsecenter på Sydlangeland, som regeringen måtte opgive efter massiv folkelig og politisk modstand, får nu en ny og mystisk tilføjelse.

Det viser sig nemlig nu, at Udlændingestyrelsen forud for købet af “Holmegaard” på Sydlangeland, som blev købt til en markant overpris, har solgt tre nedlagte asylcentre for priser, der ligger under den offentlige vurdering

De tre asylcentre ligger i socialdemokratiske kommuner, men regeringen valgte at se bort fra disse steder til det nye udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle asylansøgere. I stedet valgte regeringen at købe et fjerde asylcenter – Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland – som tilmed blev købt uden at blive besigtiget på forhånd, og til en pris, som fik lokale ejendomsmæglere til at måbe.

Holmegaard blev således købt i en lynhandel for 13,5 millioner kroner. Sælger var et ægtepar fra Nordsjælland, som i 2017 fik en seks måneders fængselsdom for svindel med EU-midler for i alt 560.000 kroner. De købte Holmegaard i 2008 for 7 millioner kroner og solgte den altså videre for næsten det dobbelte. En salgspris, der var langt over den offentlige vurdering.

Solgt for 930.000 kr.

Det er netmediet Frihedsbrevet, der har gravet det nye kapitel om udrejsecenteret på Langeland frem. Ifølge Frihedsbrevet solgte Udlændingestyrelsen sidste år tre ejendomme, der har været brugt som asylcentre. De tre ejendomme ligger i de socialdemokratiske kommuner Syddjurs, Norddjurs og Hjørring. Fælles for handlerne er, at salgspriserne alle er under den offentlige vurdering.

Mest markant er salget af et tidligere asylcenter i Ebeltoft i Syddjurs Kommune. Her lød den offentlige vurdering på 7,6 mio. kroner, men ejendommen blev solgt for bare 930.000 kroner.

DF kræver redegørelse

Hverken Udlændingestyrelsen eller udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil svare på spørgsmål om sagen fra Frihedsbrevet. Det havde ellers været interessant at høre ministeren forklare, hvorfor regeringen valgte en ejendom på Sydlangeland til det omstridte udrejsecenter og endda betalte en overpris, når man tidligere kunne have valgt et af tre, meget billigere alternativer i kommuner, hvor der er en socialdemokratisk borgmester.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup siger til Frihedsbrevet, at han nu vil kræve en redegørelse fra ministeren om sagen.