Syriske brødre hovedmistænkte i terrorsag: Politiet fandt kemikalier og IS-flag

0
3550
Kampklædte betjente og kriminalteknikere i hvide dragter rykkede ind på en adresse i Holbæk i lørdags. Dansk og tysk politi har med 14 anholdelser tilsyneladende forhindret et eller flere terrorangreb. Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix

13 personer er blevet anholdt i Danmark og Tyskland i en stor terrorsag. Tre syriske brødre er hovedmistænkte i sagen, der i følge tyske medier har forbindelser til Islamisk Stat

Det er tre brødre med syrisk baggrund, der er hovedmistænkte i den store terrorsag, som i disse timer oprulles i Danmark og Tyskland.

I alt 13 personer er anholdt, heriblandt de tre syriske brødre på 33, 36 og 40 år. To af brødrene er anholdt i Danmark, mens den tredje er anholdt i Tyskland.

Sigtes efter terrorparagraffen

Syv personer blev anholdt i en større politiaktion, der blev gennemført 6.-8. februar på flere adresser i Holbæk-området. De syv personer er nu varetægtsfængslet og sigtes for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.

“De 7 personer er blevet sigtet for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, dvs. terrorparagraffen, eller medvirken hertil. De er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller have medvirket hertil,” skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en pressemeddelelse.

Derudover er yderligere seks personer torsdag blevet fremstillet ved Retten i Holbæk. De seks personer har tilknytning til samme sag.

Læs også: TV2: Sigtede i terrorsag er syriske flygtninge

Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix

“PET ser med stor alvor på denne type sager. Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark. Sammen med det øvrige politi arbejder PET hver eneste dag på at identificere og bekæmpe forbrydelser af denne alvorlige karakter. Det er fortsat PET’s vurdering at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og at den konkrete sag ikke ændrer ved denne vurdering,” skriver Politiets Efterretningstjeneste.

“Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark”

Politiets Efterretningstjeneste i pressemeddelelse

Tyske medier: Har tilknytning til Islamisk Stat

Tyske medier skriver, at gruppen af mistænkte muligvis har tilknytning til Islamisk Stat. DR.dk citerer det tyske magasin Der Spiegel for, at gruppen har købt kemikalier via nettet i Polen, hhv. fem kilo svovl og fem kilo aluminiumpulver.

Bestillingen vakte polske myndigheders mistanke, og i sidste uge slog politiet til mod en adresse i Dessau i Tyskland. Her var der dog ingen kemikalier. Til gengæld blev der fundet hjemmelavede IS-flag og en koran, hvor passager om at bekæmpe “vantro ” var understreget. De 10 kilo kemikalier er efterfølgende blevet fundet på en adresse i Holbæk.

Der er endnu ingen oplysninger om gruppens konkrete terrorplaner.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup har kommenteret sagen på Twitter:

“Stor, stor tak til det meget årvågne polske firma, der slog alarm til myndighederne, fordi de mistænkte terrorister bestilte dybt mistænkelige materialer. Og tak til tysk politi og PET,” skriver han.

Læs også: TV2: Sigtede i terrorsag er syriske flygtninge

Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix