Syrere og Eritreere topper listen over voldtægts-udvisninger

0
884
Arkivfoto

Et svar fra udlændinge- og integrationsministeren viser, at 214 udlændinge er blevet udvist efter domme for voldtægt. Personer fra Syrien og Eritrea topper listen. Det får DFs Mikkel Bjørn til at kritisere beslutning om at tage kvoteflygtninge fra Eritrea

Af Nicklas Jensen Plum

Et nyligt folketingssvar har afsløret, at 214 udlændinge er blevet udvist efter domme for voldtægt, hvilket har sat fokus på Danmarks håndtering af kriminalitet begået af personer uden dansk statsborgerskab. Blandt de udviste er der 24 personer fra Syrien og 17 personer fra Eritrea.

DFs indfødsretsordfører Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti mener, at sagerne viser, at integrationen af disse grupper er mislykket. Af samme grund kritiserer han regeringens beslutning om at modtage kvoteflygtninge fra Eritrea.

”Eritrea blev netop nævnt som et land, man ville modtage kvoteflygtninge fra, fordi vi ikke har så mange problemer med dem. Det passer jo bare ikke, når man ser listen over udvisningsdømte voldtægtsforbrydere. Så er det lille land jo voldsomt overrepræsenteret,” siger Mikkel Bjørn til Ekstra Bladet og fortsætter:

”Regeringen har blod på hænderne, når de vil tage imod flere mennesker fra Eritrea. Det kan direkte gå ud over danske kvinder, kan man se på statistikken.”

Debatten om udvisning af kriminelle udlændinge er ikke ny. Mange udviste forsvinder ud af myndighedernes radar, før de skal udvises. Mikkel Bjørn mener, at udviste personer bør låses inde på udrejsecentre, efter de har afsonet deres straf, og indtil de skal ud af landet.

Regeringen bakker op om kvotesystem

Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) står dog fast på regeringens beslutning.

”Voldtægt er en af de værste forbrydelser, der kan overgå et andet menneske. Derfor er det også regeringens holdning, at udlændinge, der begår voldtægt eller anden grov kriminalitet, skal smides ud landet hurtigst muligt,” siger ministeren til Ekstra Bladet og fortsætter, ”regeringen bakker op om et kvotesystem, hvor flygtninge kommer til Danmark via ordnede forhold. Vi har på kvoten for 2023 valgt at modtage 200 kvoteflygtninge fra flygtningelejre i Rwanda samt eritreiske og afghanske flygtninge. Der vil som tidligere år være fokus på kvinder og børn.”