Regeringen “snyder på vægten”: Medregner podcast til Nato-bidrag

0
4645
Der er langt fra en Leopard-kampvogn til en komikers podcast, men sidstnævnte regnes med til det danske Nato-bidrag, hvor målet er at nå 2 procent af BNP. Arkivfoto

Regeringen medregner en ny podcast, som komikeren Christian Fuhlendorff laver for Forsvaret, til det danske Nato-bidrag. Den går ikke, mener Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen

Af Nicklas Jensen Plum

”Det er at snyde på vægten. I mine øjne kan man ikke indregne en podcast i NATO-bidraget.”

Sådan siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, til DR. Han er stærkt utilfreds med, at podcasten ”Fuhlendorff på Mission”, som Forsvaret har brugt næsten en halv million kroner på, bliver medregnet af Regeringen som en del af det samlede danske Nato-bidrag.

”NATO handler om soldater, om våben og om investeringer, så vi kan forsvare os selv. Vi kan ikke forsvare os selv med en podcast,” siger Alex Ahrendtsen til DR.

Podcasten, hvor komikeren Christian Fuhlendorff over tre afsnit fortæller om livet i Forsvaret, har kostet 453.000 kroner inklusiv markedsføring.

Indberettes som hvervekampagne

Spørger man forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), så afviser han kritikken, og mener at Fuhlendorffs podcast skal ses som en del af hvervekampagne.

”Det går ind under rekruttering. Og udgifter, der handler om rekruttering, går ind under Forsvarets samlede økonomi,” siger Troels Lund Poulsen til DR.

Men den køber Dansk Folkeparti og Alex Ahrendtsen altså ikke.

”Dansk Folkeparti støtter, at vi hverver, men at opgøre det i toprocents-målsætningen inden for NATO er i mine øjne at snyde på vægten. Den går ikke,” siger Alex Ahrendtsen til DR.