Sverigedemokraterne største parti i ny måling

0
3493
Sverigedemokraternes partileder Jimmie Akesson. Foto: SD

Mindre end tre måneder før Rigsdagsvalget vil 28,5 procent af svenskerne stemme på Sverigedemokraterne ifølge en ny Yougov-måling

Den 9. september går svenskerne til valg, og med mindre end tre måneder til valget, står Sverigedemokraterne til at blive det største parti i Rigsdagen.

En ny meningsmåling, som Yougov har lavet for Metro, giver Sverigedemokraterne 28,5 procent af stemmerne. Det er en fremgang på fem procent fra den seneste måling, og markant mere end Socialdemokraterne (22 procent) og det borgerlige Moderaterne (17,3 procent).

”Det er fantastiske tal. Jeg forventede en vis fremgang, men så meget havde vi ikke turdet håbe på. Det er et drømmescenarie så tæt på valget,” siger Sverigedemokraternes partisekretær Richard Jomshof til Metro.

Niklas Bolin, lektor i statskundskab ved Midtsverige Universitet, som har forsket i Sverigedemokraterne, vurderer overfor Metro, at det indvandrerkritiske parti i mange svenskeres øjne er det mest troværdige, når det gælder udlændingepolitikken, som spiller en central rolle i den svenske valgkamp.

”Flere partier har svinget i migrationspolitikken. Selv om du ikke er enig med Sverigedemokraterne, er deres mere restriktive linje blevet accepteret og mange vælgere ser dem som de mest troværdige,” siger han.

Læs også: Sverigedemokraterne vil have folkeafstemning om svensk EU-medlemskab