Svenske aviser afviste at bringe annonce fra Dansk Folkeparti

0
3532
Annoncen som flere landsdækkende svenske aviser har afvist at bringe.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer svenskerne til at stemme på Sverigedemokraterne ved Rigsdagsvalget søndag. Det sker i en annonce, som flere af de største svenske aviser har afvist at bringe

Af Steen Trolle

Dagen før Rigsdagsvalget i Sverige bringer den svenske avis Expressen en helsidesannonce fra Dansk Folkeparti, hvor partileder Kristian Thulesen Dahl opfordrer svenskerne til at stemme på Sverigedemokraterne.

Annoncen bliver også bragt i flere lokale aviser, men flere landsdækkende aviser har sagt nej til at bringe DF-annoncen.

Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet har afvist annoncen med den begrundelse, at de afviser alle annoncer fra udenlandske partier under valgkampen. Sydsvenskan, som udgives fra Malmø, ville gerne bringe annoncen men kun hvis der blev lavet en række ændringer i teksten.

”Vi ønsker at det skal fremstå tydeligt, hvad der er fakta og hvad der er synspunkter i de politiske annoncer,” siger Sydsvenskans stedfortrædende ansvarlige udgiver, Jonas Kanje, til Berlingske.

Åbent brev til svenskerne

Dansk Folkeparti ville ikke ændre i annoncen, der er udformet som et åbent brev fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl til svenskerne. DF-formanden kalder det grænseoverskridende, at Sydsvenskan kom med ændringsforslag til annoncen. Ifølge Sydsvenskan var der dog kun tale om ”et oplæg til dialog”, men Dansk Folkeparti vendte ikke tilbage efter at have fået avisens forslag til ændringer.

”At vurdere, om annoncen bliver formuleret på en måde, som chefredaktøren kan lide, synes jeg er underligt,” siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

”Vi er desværre blevet bekræftet i, at tingene fungerer meget anderledes i Sverige end i Danmark. Hvis nogen ville sætte en annonce i avisen i Danmark, ville udgangspunktet være, at annoncen kom i avisen, og så kunne det være, at avisen lavede en redaktionel artikel og det og oplyste folk, hvad der foregik,” siger han.

”Vi er desværre blevet bekræftet i, at tingene fungerer meget anderledes i Sverige end i Danmark”

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

“Lad alle svenskere blive hørt”

I annoncen skriver Kristian Thulesen Dahl, at han er bekymret for demokratiet i Sverige. Under overskriften ”Lad demokratiet tale – lad alle svenskere blive hørt” stiller han spørgsmålstegn ved, om der stadig er en fri og demokratisk debat i Sverige, når man gør alt for at tie problemerne med indvandringen ihjel, og når de øvrige partier vil holde det indvandringskritiske Sverigedemokraterne udenfor indflydelse, selv om partiet står til at få 18-20 procent af stemmerne.

”Er Sverige stadig et stærkt velfærdssamfund, når økonomien belastes så voldsomt af den massive indvandring, at konsekvensen er dårligere behandling til almindelige svenskere? Kender vi overhovedet hinanden mere – kan vi stadig spejle os i hinanden – når Sverige nu i stigende grad er lig med kvindeundertrykkelse, sharialove, bilafbrændinger, voldtægter og utryghed i gaderne?,” skriver DF-formanden – og fortsætter:

“Kan man overhovedet sige, hvad man vil i Sverige nu om dage? Fungerer demokratiet stadig i Sverige, når vi oplever, at Sverigedemokraterne, som har voksende politisk opbakning blandt svenskerne, holdes uden for politisk indflydelse? For Nordens skyld er det mit håb, at de svenske politikere finder tilbage til at lade alle svenskere blive hørt og taget alvorligt”.

“For Nordens skyld er det mit håb, at de svenske politikere finder tilbage til at lade alle svenskere blive hørt”

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

Strammere udlændingepolitik

Kristian Thulesen Dahl opfordrer Sverige til at begynde at føre en strammere udlændingepolitik og slutter med at skrive:

”Jeg håber selvfølgelig, at mange vil bruge deres stemme på søndag til at støtte Sverigedemokraterne – men jeg håber først og fremmest, at alle svenskere vil føle, at deres stemme tæller. Det er afgørende for demokratiets fremtid”.

Kristian Thulesen Dahls åbne brev til svenskerne bringes også i DF-formandens ugebrev, der udsende lørdag. Du kan se hele annoncen nedenfor:

Annoncen som flere landsdækkende svenske aviser har afvist at bringe.