Rekordfå får nu opholdstilladelse i Danmark

0
12471
Flygtninge på Padborg station den 10. september 2015. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Antallet af udlændinge, der får opholdstilladelse i Danmark, er faldet fra næsten 11.000 i 2015 til 581 i de første fem måneder af 2018

581 personer fik opholdstilladelse i Danmark i årets første fem måneder. Det er det laveste antal i mange år og markant færre end i 2015, hvor flygtningekrisen eksploderede og hele 10.849 udlændinge fik opholdstilladelse i Danmark.

“Mange vil nok blive overrasket over et så markant lavt antal. Det er et dramatisk og historisk lavt tal,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen til Berlingske.

Han ser det som konsekvens af de i alt 98 stramninger på udlændingeområdet, som er blevet gennemført siden 2015. Dansk Folkeparti vil dog arbejde for at tallet kommer endnu længere ned:

“Det lave antal muliggør, at det politiske fokus nu kan flyttes, så flere kan sendes tilbage til deres oprindelsesland,” siger Martin Henriksen til Berlingske.

Foruden de danske stramninger peger eksperter også på andre årsager: Der er kommet bedre styr på registreringer i Sydeuropa, og mange asylansøgere bliver nu stoppet, før de når til Danmark.

Læs også: Færre sendes retur til Tyskland