Støjberg: Ingen europæiske lande har haft succes med integration

0
5836
Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kan ikke udpege et eneste land i Europa, som har haft succes med integration af indvandrere fra muslimske lande. Det sagde hun onsdag i Folketinget. DFs Christian Langballe mener, at “vi skal turde kalde trolden ved sit navn” og sige, at islam er problemet 

Der er ingen vestlige lande, hvor integrationen af ikke-vestlige indvandrere fra muslimske lande er gået godt. Det konstaterede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), da hun onsdag  i Folketinget svarede på et spørgsmål fra Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe, som havde rejst et såkaldt §20-spørgsmål til ministeren om den hollandske integrationsforsker Ruud Koopmans opsigtsvækkende udtalelser om islam.

Koopmans blev interviewet forleden i Berlingske om sin nye bog ”Islams forfaldne hus. Om krisen i den islamiske verden”. Her sagde han, at ”han ikke kan pege på et eneste vestligt land, der har succes med at integrere muslimer”. På den baggrund havde Christian Langballe stillet Inger Støjberg følgende spørgsmål:

Er ministeren enig med integrationsforsker Ruud Koopmans, der i en artikel i Berlingske fastslår, at muslimer er vanskeligere at integrere end andre grupper, at intet vestligt land har haft succes med integration af muslimer, og at årsagen er islam?

Støjberg: Ingen er lykkedes med integration

Inger Støjberg ville ikke “begive sig ud i at bedømme Ruud Koopmans forskning”, som hun sagde. Men undervejs sagde hun følgende i debatten med Langballe:

”(…) Vi kan statistisk se, at der, hvor det især halter, er den ikkevestlige indvandring, og vi ved også, at en stor del af den ikkevestlige indvandring kommer fra muslimske lande. Så ja, der er et problem, og jeg synes lige så godt, man kan sige det, som det er. Så er jeg også fuldstændig enig med hr. Christian Langballe i, at man ikke kan udpege et vestligt eller et europæisk land, hvor integrationen er gået godt, det kan man faktisk ikke. Jeg er også fuldstændig enig med hr. Christian Langballe i, at der er fuldstændig forskellige tilgange til, hvordan man griber det her an, men ligegyldig hvad er man faktisk ikke lykkedes med det. Det er jo både deprimerende og et bevis på, at det er helt afgørende, at vi i fællesskab har fået strammet væsentligt op på udlændingepolitikken, for det går bedre nu, end det gjorde før,” sagde hun.

Christian Langballe havde direkte spurgt ministeren, om hun er enig i, at islam er årsagen til den mislykkede integration:

”Det interessante er, at selv om man behandler integrationsspørgsmålet vidt forskelligt, alt efter hvilket land der er tale om, om det er Frankrig, Danmark eller England eller Tyskland, er det de samme problemer. Og det synes jeg jo kalder på, at årsagen måske slet ikke er vores forkromede integrationsplaner om, hvor forkromet og hvor godt det kan blive, men at det faktisk har rod i nogle kulturelle og religiøse forudsætninger eller – sagt på en anden måde – i islam og den kultur, som udspringer af islam,” sagde Christian Langballe.

”Jeg er fuldstændig enig med hr. Christian Langballe i, at man ikke kan udpege et vestligt eller et europæisk land, hvor integrationen er gået godt, det kan man faktisk ikke”

Inger Støjberg, udlændinge- og integrationsminister (V)

Langballe: Sharia og jihad er problemet

Den hollandske forsker Ruud Koopmans mener, at det er religionen, der spænder ben for integrationen. Han sagde i interviewet med Berlingske, at fortolkningen af islam er det store problem: Nemlig forestillingen om, at Koranen og sunna skal tages bogstaveligt, og at profetens måde at leve sit liv på for 1400 år siden fortsat skal være målestokken for islamisk levevis i det 21 århundrede.

”Den slags islam er for det første en trussel mod verdensfreden. For det andet hindrer den integrationen,” sagde Koopmans.

Christian Langballe, indfødsrets- og europarådsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Christian Langballe mener, at der er to hovedproblemer i islam: sharia og jihad.

”Hele sharialovkomplekset er et alternativ til vores grundlov. Det er et parallelt retssystem, som danner parallelle samfund, der sætter integrationen fuldstændig i stå. Og så er der jihad (hellig krig, red), ideen om at vejen til det retfærdigem islamiske samfund går via jihad. Det har haft en enorm negativ indflydelse rundt om i verden,” siger Christian Langballe til ditOverblik.

”Hele sharialovkomplekset er et alternativ til vores grundlov. Det er et parallelt retssystem, som danner parallelle samfund, der sætter integrationen fuldstændig i stå”

Christian Langballe, indfødsretsordfører (DF)

Støjberg: Reaktionære holdninger står i vejen

Inger Støjberg ville i Folketinget ikke kommentere på det religiøse aspekt. Men hun sagde følgende:

”Jeg synes ikke, der er nogen grund til at skjule, at nogen af de integrationsudfordringer vi har, skyldes dybt, dybt reaktionære holdninger i nogle muslimske miljøer. Holdninger om at man f.eks. som kvinde har sin plads i hjemmet og ikke ude i samfundet,” sagde Støjberg, og gentog flere gange, at den ikke-vestlige indvandring koster det dasnke samfund 33 milliarder kroner området.

“Men dertil kommer der også værdimæssig regning, der vil være næsten ubetalelig, hvis ikke man får grebet godt fat om det her. Og det er også det vi har gjort i fællesskab (DF og regeringen med udlændingestramninger, red.). For antallet betyder noget, Det er helt afgørende, at vi har fået nedbragt antallet der søger asyl meget drastisk,” sagde mudlændinge- og integrationsministeren.

“”Jeg synes ikke, der er nogen grund til at skjule, at nogen af de integrationsudfordringer vi har, skyldes dybt, dybt reaktionære holdninger i nogle muslimske miljøer”

Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister

Langballe: Ros til Støjberg

Christian Langballe havde gerne set, at Inger Støjberg var gået mere direkte ind i islam-kritikken. Men han er tilfreds med hendes svar:

”Man må sige hun går langt som minister, og det skal hun roses for. Men jeg synes, at vi bør kunne komme tættere på at sige, at islam er problemet,” siger Christian Langballe, som under debatten sagde at ”vi skal turde kalde trolden ved sit navn”:

”Det vil være at gå for langt at sige, at muslimer ikke kan blive integreret. Det er der faktisk nogen, der er blevet. Men når man ser objektivt, sagligt på det, så virker det som om, at islam og den islamiske kultur er en hæmsko for integrationen. Og i øvrigt også en hæmsko for udviklingen i den muslimske verden. Og det synes jeg vi skal medtænke. Jeg tror ikke, at vi får gjort det bedre, før vi siger, hvad det grundlæggende problem er. Det er jo ikke folk fra Thailand, der er vanskelige at integrere. Kinesere går også relativt nemt ind på arbejdsmarkedet. Men der er alstå et problem med de muslimske indvandrere,” sagde Langballe under onsdagens debat.

Læs også:

Forsker: Ingen vestlige lande har succes med integration af muslimer