Gemt i gårsdagens kaos om Brexit var der gode nyheder om økonomien. Storbritannien klarer sig fortsat langt bedre end euro-landene og krigskassen er fuld
Den britiske finansminister Philip Hammond ligner måske ikke en general, men han virker ganske krigerisk på den britiske økonomis vegne. Usikkerheden om Brexit koster vækst, men samlet klarer man sig bedre end mange havde forventet. Væksten er på europæisk niveau og stiger – samtidig er gælden på vej ned og pundet klarer sig relativt godt.
Og så er der det med krigskassen. Den britiske regering har valgt at lægge pengene til side til uforudsete udgifter til Brexit – især hvis det bliver et brud med EU uden en aftale. Den er efterhånden svulmet op til 26,6 milliarder pund eller knap 230 milliarder kroner.
Og han kom med et løfte til sine partifæller, der ellers havde travlt med deres oprør mod hans chef, Theresa May: Hvis der ikke bliver brug for krigskassen, så kan den stramme økonomiske politik blive løsnet til glæde for næsten alle.
I god stand
I forvejen klarer briterne sig bedre end de fleste nationer på kontinentet. Arbejdsløsheden er for eksempel kun det halve af niveauet for eurolandene – fire procent mod knap otte. Og hvis man trak Tyskland ud af den sammenligning, så ser man en arbejdsløshed i eurolandene, der er tre gange så høj som i Storbritannien.
Tyskland er uden sammenligning det land i Euro-zonen, der klarer sig bedst og har største fordele af systemet, har en arbejdsløshed på tre procent. Selv i en direkte sammenligning med Tyskland klarer Storbritannien sig godt – en arbejdsløshed på fire procent og jobs til 2,2 millioner borgere fra EU.