Statsminister skal i samråd om tvangsfjernelser af børn

0
7243
Statsminister Mette Frederiksen (S), som her ses ved dagens pressemøde om udviklingen i Iran og Irak, kaldes nu i et samråd for at uddybe sin melding fra nytårstalen om, at flere børn skal tvangsfjernes. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

DF og tre andre partier vil have statsminister Mette Frederiksen til at forklare regeringens plan om flere tvangsfjernelser og bortadoptioner af børn

Dansk Folkepartis socialordfører Karina Adsbøl er stærkt bekymret over regeringens planer om at ville tvangsfjerne og bortadoptere flere børn. Nu er hun gået sammen med ordførerne fra tre andre partier om et samråd, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) skal forklare regeringens planer. Det sker efter statsministerens nytårstale, hvor hun bebudede, at flere udsatte børn skal anbringes udenfor hjemmet.

Flere eksperter har advaret mod at øge antallet af tvangsfjernelser. Det sker blandt andet med henvisning til undersøgelser, der har afsløret stribevis af fejl i sager om tvangsfjernelser. Derfor vil Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Alternativet nu have statsministeren til i et samråd at forklare regeringens holdning.

Som det hedder i to samrådsspørgsmål til statsministeren:

“Vil ministeren uddybe sin holdning til, at regeringen ønsker flere og tidligere tvangsan-bringelser og bortadoptioner af udsatte børn, som ministeren udtalte i sin nytårstale, herunder også set i lyset af at Rigsrevisionen tidligere har rettet kritik mod Social- og Inden-rigsministeriet på selvsamme område for blandt andet ikke at kunne dokumentere, omanbringelserne har den tilsigtede effekt?”

“Hvordan forholder ministeren sig til, at regeringens ønske om flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner af udsatte børn, som ministeren udtalte i sin nytårstale, er i strid med resultaterne af KL’s analyse fra 2015 af skolegang og udvikling i voksenlivet blandt personer, som har været anbragt uden for hjemmet som barn (publiceret den 25. februar 2015), som viser, at tidligere anbragte er dårligere stillede end deres jævnaldrende på flere parametre som uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitet?”

Spørgsmål til minister

Karina Adsbøl har i forvejen stillet spørgsmål til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) om regeringens planer. Det skete i onsdagens spørgetid, hvor de to krydsede klinger om tvangsfjernelser. Her kritiserede Karina Adsbøl, at regeringen har som mål at øge antallet af bønr, der skal fjernes fra hjemmet.

”At have et mål om flere tvangsanbringelser og bortadoptioner af børn er den forkerte vej at gå. Man bør i stedet kigge på den samlede familie og se, hvordan man kan hjælpe hele familien bedre,” sagde Karina Adsbøl, mens Astrid Krag afviste, at det for regeringen handlede om antallet af tvangsfjernelser.

”Selvfølgelig er det ikke et formål i sig selv at nå et bestemt antal. Men når vi siger, at der er brug for flere anbringelser, er det fordi vi i dag anbringer meget, meget sent, fordi vi giver forældrene for mange chancer. I de år er der et lille barn, der betaler prisen,” sagde ministeren.

Læs også: DF-ordfører: Dybt bekymrende hvis flere børn skal tvangsfjernes