Socialdemokratiets store asylplan får ingen opbakning

0
2468
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes mandag med den franske præsident Emmanuel Macron. Her måtte hun erkende, at Frankrig ikke støtter planen om at oprette modtagecentre for asylansøgere i modtagecentre. Foto: ludovic MARIN / AFP

Hverken Frankrig eller Tyskland støtter den socialdemokratiske regerings drøm om at oprette modtagecentre for asylansøgere i Afrika

Det var et af Socialdemokratiets store slagnumre om udlændingepolitikken før valget, men Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regering må nu erkende, at forslaget om oprette modtagecentre for asylansøgere uden for EU ikke får opbakning hos to af de største EU-lande, Frankrig og Tyskland.

Mandag var statsministeren i Frankrig for at mødes med præsident Emmanuel Macron. Han sagde klart nej til forslaget, og i dag kan Politiken fortælle, at Tyskland heller ikke bakker forslaget op.

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer arbejder i stedet for en anden plan. Han ønsker oprettelse af centre ved EU’s ydre grænser, der skal screene asylansøgerne. Dem, der får grønt lys til at rejse ind, skal derefter fordeles mellem EU-landene.

”Jeg har bedt mit ministerium om at arbejde videre med disse overvejelser og inddrage vores partnere i arbejdet,” skriver Horst Seehofer i et svar til Politiken.

Ville søge opbakning hos andre EU-lande

Det var ellers Socialdemokratiets mål før valget, at Danmark skulle søge opbakning hos de øvrige EU-lande til planen om modtagecentre i bl.a. Afrika. Som det hedder på Socialdemokratiets hjemmeside:

”Socialdemokratiets plan kan realiseres af Danmark alene. Men Socialdemokratiet har som ambition, at flere lande i EU går sammen om at oprette modtagecentre. Og vi vil arbejde for, at hele EU’s asylsystem indrettes efter de samme principper. Således at asylbehandling udelukkende foregår i sikre lande udenfor Europa. Og at tilstrømningen til EU reguleres via FN’s ordning for kvoteflygtninge”.

Den tyske model er også meget langt fra at have opbakning hos de øvrige EU-lande. Men den er mere realistisk end den danske, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i migration, ifølge Politiken.

”Det socialdemokratiske udspil fra sidste år er i sin kendte form hverken politisk eller juridisk særlig gennemtænkt,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen til Politiken.