Skibby: Regeringens forskelsbehandling undergraver detailhandlen

0
1857
DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, der her ses under en debat i Folketinget, er ikke tilfreds med det svar, han har fået fra erhvervsministeren om hypermarkedernes fortsatte salg af nonfood. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen vil ikke stoppe Bilka og Kvicklys salg af nonfood, selv om andre butikker skal holde lukket. ”Ministerens argumenter er helt til hest,” mener Dansk Folkepartis erhvervsordfører

”Det er jo helt til hest”.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby har ikke meget forståelse for det svar, som han har fået fra den fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) om de store hypermarkeder, som stadig må sælge nonfoodvarer, trods den aktuelle coronanedlukning.

Hans Kristian Skibby mener, at Bilka, Kvickly og andre hypermarkeder har fået en helt urimelig konkurrencefordel, fordi de må sælge sko, tøj, elektronik, maling osv., mens skobutikker, tøjforretninger og andre udvalgsvarebutikker skal holde lukket. Derfor har Skibby foreslået, at hypermarkederne skal tvinges til at afspærre deres nonfood-afdelinger.

Men i et skriftligt svar til Skibby siger den fungerende erhvervsminister nej til at lægge begrænsninger på hypermarkederne. Hvis de skal afspærre sektioner med udvalgsvarer, vil der blive mindre plads i områder med dagligvarer og ”dette strider mod anbefalingen om mere afstand mellem kunderne,” som ministeren skriver.

Men det argument holder ikke, mener Hans Kristian Skibby:

”En kunde, som skal købe købmandsvarer i food-afdelingen, går jo ikke rundt nede i skoafdelingen og shopper rullepølse, letmælk og franskbrød,” siger DF-ordføreren.

Flytter forbrugsvaner

Han godtager heller ikke ministeriets argument om, at det er for svært at opdele butikkerne, fordi nonfood og dagligvarer mange steder er blandet sammen – ministeriete nævner som eksempel, at rengøringsmidler, som er rubriceret som dagligvarer, står sammen med gulvspande og karklude, som er udvalgsvarer.

”Jeg ved da udmærket godt, at man ikke kan administrere en 100 procents opdeling. Brugsen og Netto sælger jo også vaskeklude, tøjklemmer og blomsterkrukker. Så selvfølgelig vil man kunne opleve, at der sælges nonfoodvarer i de fleste købmandsbutikker og supermarkeder. Men her taler vi om de helt store hypermarkeder, der handler med hele paletten og nonfood i kæmpe mængder, i konkurrence med landets tusindvis af detailhandelsbutikker. Det bør efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke kunne ske,” siger Hans Kristian Skibby.

Han mener, at regeringen med den nuværende forskelsbehandling undergraver detailhandelen og på den lange bane ændrer kundernes forbrugsvaner på bekostning af de små butikker.

”Hvis erhvervsministeren ikke vil sikre ligestilling ved at lukke i for hyperbutikkernes storsalg af nonfood, så må han i stedet sikre, at alle får lov til at åbne deres butikker,” siger Hans Kristian Skibby.

Læs også:

Regeringen vil ikke stoppe Bilkas salg af sko og fjernsyn