Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener ikke, at der er dårlig stemning på forsvarsområdet. Det mener formændene for fem af forsvarets foreninger til gengæld. Ministerens stil og kommunikation er problemet, siger de
Kritik fra fem formænd for organisationer og foreninger i Forsvaret gør ikke det store indtryk på den stærkt udskældte forsvarsminister Trine Bramsen (S).
De fem formænd for bl.a. officererne, stampersonalet og reserveofficererne kritiserer i en kronik i Berlingske onsdag ministeren for at skabe dårlig stemning i Forsvaret på grund af sin stil og kommunikation. De mener, at Trine Bramsen mangler forståelse for Forsvaret. Men Trine Bramsen siger til TV2, at hun ikke kan genkende kritikken.
“Det er en kritik, de må rejse, når vi har vores mange møder. Så lytter jeg gerne på det. Men jeg vil sige, at jeg oplever, at der er et rigtig godt samarbejde, og jeg kan ikke genkende, at der er dårlig stemning,” siger hun til TV2.
Desavouerer forsvarschefen
Det er udtalelser på et samråd i Folketinget i sidste uge, der har fået bægeret til at flyde over hos formændene for de fem organisationer og foreninger. Her betegnede Trine Bramsen forsvarschefen som ”en styrelseschef”, og selv om Forsvaret formelt set kan betegnes som en styrelse, så mener formændene, at ministeren med sine udtalelser desavouere forsvarschefen.
”Der synes på politisk niveau at mangle en helt grundlæggende forståelse af, hvad Forsvaret er for en størrelse. Og nej, forsvaret er ikke en ”styrelse”, og Forsvarschefen er ikke en ”styrelseschef” – i hvert fald ikke i traditionel forstand,” skriver formændene for hhv. Hovedorganisation af Officerer i Danmark (HOD), Centralforeningen for Stampersonel (CS), Hovedorganisationen for Personel af Reserven (HPRD), Danske Soldaterforeningers Landsråd (DSL), og Folk & Sikkerhed.
De fem formænd – Niels Tønning, Jesper Korsgaard Hansen, Jesper Trommer Volf, Christian Arildsen og Peter M. Andersen – mener, at ministeren med sin stil skaber utryghed og mistillid. De påpeger, at det er afgørende, at soldaterne har ubetinget tillid og respekt til deres foresatte, når de skal løse deres opgaver, herunder ultimativt gå i krig. Men den tillid svækkes, når ministeren offentligt desavouere forsvarschefen:
”En effektiv metode til at nedbryde den helt nødvendige tillid og respekt fra undergivne til foresatte er, hvis en militær chef offentligt desavoueres af chefens foresatte. Det fører til mistillid og disrespekt og – ultimativt – at Forsvarets opgaver ikke bliver løst optimalt. Det er desværre det, vi ser i større og større grad med Forsvarsministeriets detaljeorienterede styring af Forsvarets og Forsvarschefens eksterne kommunikation, herunder kommunikationen med offentligheden,” skriver de fem formænd.
“En effektiv metode til at nedbryde den helt nødvendige tillid og respekt fra undergivne til foresatte er, hvis en militær chef offentligt desavoueres af chefens foresatte”
Formændene for fem organisationer og foreninger i Forsvaret – i kronik i Berlingske
Trine Bramsen: Jeg har stor respekt for Forsvaret
Trine Bramsen afviser, at hendes brug af udtrykket styrelseschef of forsvarschefen er udtryk for manglende respekt:
”Der er ingen, der har beklikket, at Forsvaret er en styrelse, men det ændrer ikke ved, at det er vigtig og ganske særlig styrelse, som jeg har kæmpe stor respekt om. Det er der heller ingen af de mange tusinde soldater, jeg har mødt, eller de mange chefer, jeg løbende holder møder med, der er i tvivl om. Og jeg bruger i det daglige også betegnelsen forsvarschef,” siger forsvarsministeren til TV2.
Læs kronikken i Berlingske her
Læs også:
Forsvarsminister i nyt samråd: Skal forklare løgn om interview