Regeringen fastholder, at de store hypermarkeder skal have lov at sælge nonfood, mens udvalgsvarebutikker må holde lukket
Regeringen har ingen planer om at ændre coronarestriktionerne, så store hyperbutikker ikke må sælge bøger, sko, tøj, køkkenmaskiner, fjernsyn osv.
Mange butiksdrivende har ellers kritiseret, at det er konkurrenceforvridende, at Bilka, Kvickly, Føtex og andre store dagligvarebutikker stadig må sælge nonfoodvarer, når almindelige udvalgsvarebutikker som skobutikker, tøjforretninger osv. skal holde lukket.
Men fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) afviser i et svar til DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, at der skal lægges begrænsninger på hypermarkederne.
“Vil føre til mindre afstand mellem kunderne”
Ifølge ham vil det gå ud over coronasikkerheden, hvis de store butikker skal spærre deres nonfoodvarer af, sådan som bl.a. Hans Kristian Skibby har foreslået.
”Et forbud mod salg af udvalgsvarer i dagligvarebutikkerne forventes at føre til løsninger, hvor butikkerne afspærrer sektioner, som vil medføre mindre plads i dagligvarebutikkerne. Dette strider mod anbefalingen om mere afstand mellem kunderne. Det må endvidere forventes at kræve en meget stor indsats for butikkerne at foretage en nøje afgræsning mellem varetyperne, da varerne ikke nødvendigvis står opdelt som dagligvarer og udvalgsvarer,” skriver ministern i sit svar.
Han nævner som eksempel, at rengøringsmidler, som er dagligvarer, står sammen med gulvspande og karklude, som er udvalgsvarer.
Ministeren gør desuden opmærksom på, at det vil være svært at overholde de skærpede kvadratmeterkrav, hvis dele af butikken skal afspærres. Og et forbud mod udvalgsvarer ”vil blot kunne medføre et forøget forbrugerpres andetsteds,” skriver Dan Jørgensen, der også peger på, at de fleste andre europæiske lande har valgt samme løsning.
Respektløst overfor mindre butikker
Hans Kristian Skibby frygter, at det vil få konsekvenser for handlen i mange byer, når forbrugerne vænner sig til at købe tøj, sko, elektronik osv. Bilka, Føtex og Kvickly.
”Jeg synes, det her er respektløst overfor de mindre detailhandlende. De går lige nu glip af en stor omsætning, som i stedet går til hypermarkederne, og det kan få langsigtede konsekvenser, fordi man flytter kunderne fra de lokale butikker,” sagde Hans Kristian Skibby til ditOverblik, da han rejste sagen over ministeren.