Skandale: Kræftundersøgelse udskudt på grund af corona

0
2990
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der her ses under pressemøde om covid-19 i Statsministeriet i sidste uge, kaldes nu i et samråd om behandlingen af kræftpatienter under coronakrisen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De borgerlige partier kalder sundhedsministeren i samråd, efter at BT har afsløret, at flere kræftpatienter ikke har fået den rette behandling under corona-krisen. Sundhedsordfører Liselott Blixt fra DF siger, at det er forrykt og uacceptabelt.

Trods løfter fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, at coronakrisen ikke vil gå ud behandlingen af kræftpatienter, kunne BT søndag fortælle om endnu en kræftpatient, der har fået udsat sin behandling på ubestemt tid, trods et alvorligt kræftforløb.

Denne gang er det Anders Bonnemann, der tidligere er blevet opereret for endetarmskræft. Han fortalte i januar om nye symptomer på kræft under en kontrol på Aarhus Universitetshospital. Men i april aflyste hospitalet en undersøgelse “på grund af situationen med coronavirus”.

Anders Bonnemann fik derefter besked 2. juni om, at han ville blive undersøgt 28. juli klokken 08.10 – et halvt år efter, at han havde fortalt om sine symptomer.

Efter at have fortalt sin læge om forløbet, blev Anders Bonnemann dog indkaldt til en undersøgelse den 5. juni. Her viste det sig, at han både har prostata- og blærekræft.

BTs gennemgang af sagen kan læses her

Anders Bonnemanns historie er den seneste af en række sager, som BT har afdækket om kræftpatienter, som ikke har fået den rette behandling under corona-krisen.

Men det skal, slut nu, mener de borgerlige partier. De kalder sagerne skandaløse, og kalder nu sundhedsminister Magnus Heunicke i samråd. Her skal ministeren svare på spørgsmål omkring den måde, kræftsyge er ramt af sundhedsvæsenets fokus på coronavirus.

DFs sundhedsordfører Liselott Blixt. Foto: Carsten Lundager

DF: Helt forrykt!

”Det er jo ganske forrykt, at man har ladet en mand vente, når det så tydeligt kunne være kræft, hvilket det også viste sig at være,” siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt til BT.

Liselott Blixt har tidligere stillet spørgsmål til sundhedsministeren om kræftbehandlingen under coronakrisen, men ministeren har ikke levet op til sine egne svar, siger hun:

”Det er uacceptabelt, at man ikke sikrer en ordentlig behandling, sådan som sundhedsministeren lovede, og som han bekræftede på mine spørgsmål i Folketingssalen,” siger hun til BT.

Magnus Heunicke har flere gange sagt, at kræftsyge og andre med livstruende sygdom ikke skulle mærke konsekvenserne af coronarestriktioner i sundhedsvæsenet, skriver BT.