Skandale at politiet ikke griber ind over for ulovlig Palæstina-demonstration i Gellerup

0
2668
Jakob Søgaard Clausen er 1. suppleant til Århus Byråd for Dansk Folkeparti.

Af Jakob Søgaard Clausen, kandidat til Århus Byråd for Dansk Folkeparti

Hundredvis af demonstranter var på gaden i Aarhus fredag for at demonstrere som følge af konflikten mellem Israel og Palæstina.

Mens Københavns Politi satte ind med kampklædte betjente ved demonstrationen ved den israelske ambassade i København, så valgte Østjyllands Politi en noget anderledes tilgang.

De valgte nemlig ikke at gribe ind over for en ulovlig demonstration i det vestlige Århus tæt på det store ghettoområde Gellerupparken.

Til den ulovlige demonstration deltog over 100 gående personer og omkring 40 biler, som dyttede og flagede med palæstinensiske flag, mens de rundt om i det vestlige Århus brød færdselsloven med utallige forseelser.

Østjyllands Politi valgte dog ikke at skride ind. Den ansvarlige vagtchef forklarer til Lokalavisen Aarhus, at det var et bevidst valg, og at »man skal vælge sine kampe«.

Læs Lokalavisen Aarhus: Politiet lod uanmeldt Gellerup-demonstration være: »Man skal vælge sine kampe«

Med den slags udtalelser fra Østjyllands Politi bliver man da alvorligt bekymret for, om politiet har mistet kontrollen i området.

Det er afgørende for tilliden til politiet, at vi kan stole på, at de sætter ind mod lovovertrædelser, når de sker. Især når det sker i så omfattende grad, som tilfældet var til den ulovlige demonstration i Gellerup.

Som det fremgår af billeder fra demonstrationen, så var det primært unge mænd med ikke-vestlig baggrund, som deltog.

Og man forstår da godt, at Østjyllands Politi ikke har lyst til at stå ansigt til ansigt med årtiers forfejlet udlændingepolitik. Men der er bare ingen vej uden om. Begynder politiet at vende det blinde øje til, så har vi først for alvor tabt kampen.