Skaarup kræver hårdere kurs: Forbudt indvandrerbande er med i ny, blodig konflikt

0
2547
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Indvandrerbanden Loyal To Familia blev i januar erklæret ulovlig i byretten men er nu involveret i en ny, blodig bandekonflikt i København. DFs retsordfører Peter Skaarup stiller onsdag spørgsmål i Folketinget til justitsministeren om indsatsen mod LTF-banden

Tre måneder efter, at indvandrerbanden Loyal To Familia blev erklæret ulovlig i byretten, er banden aktiv igen. Berlingske skriver, at Rigspolitiet i et notat vurderer, at en række skyderier og to drab, der har fundet sted i København den seneste måned, er en del af en verserende konflikt mellem banderne Husumgruppen og Loyal To Familia (LTF).

“Vi vurderer, at en række voldelige hændelser fra den seneste måned kan relateres til den verserende konflikt, der er mellem Husumgruppen og LTF,” siger vicepolitiinspektør Søren Have Enevoldsen fra NEC (Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter) til Berlingske.

Oplysningerne får nu Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til at kræve en række svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Peter Skaarup har anmeldt et spørgsmål om bandekonflikten i onsdagens spørgetid i Folketinget. Her vil han have ministeren til at fortælle, hvad han vil gøre for at stoppe bandekonflikten og de kriminelle bander. Han vil desuden vide, hvad der hidtil er gjort for at håndhæve forbuddet mod Loyal To Familia.

“Det er skærpende omstændighed at Loyal To Familia er involveret. Spørgsmålet er, hvor længe man har været klar over, at LTF er aktive igen, og hvad man har tænkt sig at gøre ved det. Justitsministeren har jo ligesom os andre glædet sig over, at LTF blev forbudt, men hvad er der så gjort siden for at håndhæve forbuddet,” spørger Peter Skaarup.

To drab

Den nye konflikt har foreløbig kostet to personer livet. Den 27. marts blev en 24-årig mand kørt ned ”forsætligt”, da han kom cyklende på en el-damecykel i Brønshøj. Han blev fundet død i sin lejlighed dagen efter.

Den 8. april blev en 22-årig mand dræbt af skud i Brønshøj. En formodet flugtbil blev senere fundet udbrændt i Herlev.

Derudover har der været flere skudepisoder. Den 19. marts blev der affyret flere skud mod en lejlighed på Frederiksberg og den 27. marts blev en person ramt af skud ved en boligblok i Brønshøj.

Politiet har som konsekvens af skudepisoderne oprettet visitationszoner på Frederiksberg, Nørrebro, Husum og Amager. Dermed har politiet udvidede muligheder for at ransage biler og personer. Men den skærpede indsats har tilsyneladende ikke fået LTF til at holde sig tilbage. En Nørrebroborger, der er med i borgerinitiativet ”Vi tager gaden tilbage”, siger til Berlingske, at kendte medlemmer af LTF igen er synlige i gadebilledet,.

”De fortsætter, som de plejer, selv om de på papiret er blevet forbudt. Vi kender dem fra gadebilledet, og der er ingen tivivl om, at de går over forbuddet,” siger den pågældende til Berlingske.

Minister: Indsats er ikke neddroslet

Peter Skaarup er rystet over, at LTF er aktive igen, og han forventer nu, at der sættes effektivt ind for at håndhæve forbuddet.

Justitsminister Nick Hækkerup siger i et svar til Berlingske, at “Politiet fortsætter den hårde indsats, som ikke er blevet neddroslet under coronakrisen”.

Loyal To Familia blev erklæret ulovlig ved en byretsdom den 24. januar 2020. Det skete med den begrundelse, at det er en forening, der virker ved vold. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.