DFs retsordfører kritiserer Odense Kommunes tilbud om flyttehjælp til kriminelle. Formålet er at forhinde, at boligområder havner på ghettolisten, men det er helt galt, mener Skaarup
15.000 kroner og 14 dages betalt husleje i en ny almen bolig uden indskud.
Sådan lyder tilbuddet fra Odense Kommune og en række boligselskaber til kriminelle, der bor i fire lokale boligområder. Formålet er at forhindre, at boligområderne havner på den statslige ghettoliste, så dele af boligerne skal omdannes, sælges eller rives ned.
Men Odense-metoden er helt galt, mener Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup. DF vil nu bede boligminister Kaare Dybvad (S) om at indkalde partierne bag ghettopakken til en drøftelse.
”Vi skal aldrig belønne kriminalitet. Og det er i virkeligheden det, der sker her. Ved at sige til kriminelle at de bare kan gå ud og lave noget kriminalitet, så kan de få nogle penge,” siger Peter Skaarup til TV2 News.
”Beslutningen er for mig at se ensbetydende med, at vi på Christiansborg er nødt til at bede ministeren om at indkalde forligskredsen i forhold til ghettopakken. Vi er nødt til at drøfte, om det her virkelig skal være konsekvensen rundt omkring den pakke, der er vedtaget,” siger han.
Tilbuddet om flyttehjælp gælder personer, der i 2019 er dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) forklarer til Fyns Stiftstidende, at metoden kan forhindre et ”enormt ressourcespild”:
”Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om, at vi belønner kriminelle på denne her måde. Men det handler jo om, at vi med et relativt beskedent beløb kan undgå at skulle bruge et trecifret millionbeløb på at rive en masse boliger ned i et område, hvor det ikke løser noget,” siger han til Fyens.dk.