Skaarup gik fra DF til Danmarksdemokraterne: Nu er han tilhænger af EU

0
5310
Peter Skaarup taler på DFs årsmøde i Herning i 2021. Dengang var han modstander af EU. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis tidligere gruppeformand Peter Skaarup fortæller i interview med Politiken, at han ikke længere ønsker Danmark meldt ud af EU eller internationale konventioner

”Hun vil noget helt andet end os”.

Sådan sagde Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard for nylig til ditOverblik om Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne.

At det er tilfældet, bliver nu understreget i et interview, som Politiken bringer med DFs tidligere gruppeformand Peter Skaarup. Læs interviewet her

Skaarup forlod Dansk Folkeparti tidligere på sommeren og er nu blevet Danmarksdemokraternes første medlem af Folketinget. Det fremgår af interviewet i Politiken, at hans partiskift har ført til flere markante holdningsskift.

“Snusfornuftig tilgang”

Den tidligere DFer er blevet tilhænger af EU og han vil ikke længere have Danmark udmeldt af internationale konventioner.

”Jeg mener, Danmarksdemokraterne har en meget pragmatisk og snusfornuftig tilgang til EU, og der er det vigtigste for os, at vi får et slankere EU. Vi kunne godt tænke os, at vi kom tilbage til det gamle EF, hvor nationalstaterne og landene havde mere at skulle have sagt,” siger Peter Skaarup.

Han erkender, at han tidligere har talt for dansk udmeldelse af EU:

”Men der er det sådan, at når man er medlem af et parti (DF, red.), så er man loyal over for det parti og det partis politik. Og der diskuterer man sig frem til nogle løsninger og forslag, som ligger, som de er. Men så er det også klart, at når man er med i noget nyt, som jeg er, så diskuterer man jo og når frem til, hvad det parti skal stå for de,” lyder forklaringen til Politiken.

Peter Skaarup var gruppeformand for DF indtil juni. Nu er han medlem af Danmarksdemokraterne, hvilket har ført til flere markante holdningsskift. Foto: Carsten Lundager

Ny holdning til internationale konventioner

Det er også slut med at kræve dansk udmeldelse af de internationale konventioner, der står i vejen for en stram dansk udlændingepolitik. Politiken minder Peter Skaarup om, at han i 2021 holdt en grundlovstale, hvor han sagde følgende:

”Det, vi har brug for, er at Danmark udtræder af internationale konventioner, der forhindrer os i at føre en selvstændig udlændingepolitik”.

Men heller ikke her, har Peter Skaarup længere den samme holdning:

“Jeg synes, det vigtigste i forhold til resultater i Folketinget er at få strammet udlændingepolitikken. Og der er det klart, at man kan altid diskutere konventionerne; er de en forhindring for at kunne gøre det, for eksempel når det gælder udvisning af kriminelle udlændinge. Og så ved vi jo godt i Danmarksdemokraterne, at der er ikke flertal for hverken at forlade EU eller konventionerne, og så er det bedre at kunne forhandle os frem til at mindske de negative konsekvenser. Altså dansk overfortolkning for eksempel af konventionerne,” siger Peter Skaarup.

Han kalder det selv, at han ”har ændret middel”, når det kommer til konventionerne.

Pia Kjærsgaard: Et andet parti

Netop forholdet til EU og konventionerne, fik tidligere på sommeren Pia Kjærsgaard til at fastslå, at Danmarksdemokraterne vil noget helt andet politisk end DF.

”Inger Støjberg er liberal, og derfor konkluderede hun jo selv, at hun ikke hører til i DF. Hun vil f.eks. leve med de internationale konventioner og leve med EU. Vi vil trække Danmark ud af de konventioner, der forhindrer os i at føre vores egen udlændingepolitik, og vi er modstandere af EU,” sagder Pia Kjærsgaard til ditOverblik.

Læs også:

Pia Kjærsgaard om Støjberg: ”Hun vil noget helt andet end os”