Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann er ’megastolt’ og glad over aftale om arbejdspligt, som DF har indgået med regeringen og Danmarksdemokraterne. Aftalen tvinger arbejdsløse udlændinge i arbejde
“De har kunnet ligge på sofaen hele dagen og se Al Jazeera for danskernes penge. Det sætter vi nu en stopper for”.
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann får lynhurtigt talt sig varm, når han bliver spurgt til den aftale om arbejdspligt, som DF var med til at indgå sammen med regeringen og Danmarksdemokraterne i starten af oktober.
Aftalen betyder, at arbejdspligt fra 1. januar 2025 bliver en del af kontanthjælpssystemet. Det betyder, at alle, der ikke opfylder opholdskravet (dvs. har boet i Danmark mindst ni af de sidste 10 år) og ikke har været i fuldtidsbeskæftigelse i mindst to et halvt år, skal sættes i arbejde for at få en ydelse udbetalt.
Som det ser ud lige nu, vil kravet berøre ca. 22.000 personer. Langt størstedelen har ikke-vestlig baggrund. Hvor de hidtil, med Nick Zimmermanns ord, har kunnet dovne den på sofaen for danskernes penge, må de fremover i gang med spand og fejekost.
“Når man lever af danskernes penge, skal man selvfølgelig bestille noget for dem. Det manglede bare. Det burde være gennemført for længst, men der har været en politisk naivitet og berøringsangst overfor at stille krav til udlændinge. Men nu sker det, og det er jeg meget tilfreds med,” siger Nick Zimmermann.
“Når man lever af danskernes penge, skal man selvfølgelig bestille noget for dem”
Megastolt og glad
Zimmermann rejste selv et forslag om arbejdspligt, da han stillede op til byrådet i Randers i 2017. Dengang blev forslaget betegnet som diskriminerende af forargede lokale socialdemokrater, som ikke ville høre tale om, at indvandrere skulle tvinges i beskæftigelse.
“Det har været en vigtig sag for mig, siden jeg blev aktiv i politik, så jeg er da megastolt og glad over, at det nu endelig lykkes. Endda sammen med Socialdemokratiet,” siger Nick Zimmermann
Aftalen gennemføres i to etaper. 1. januar 2025 bliver de første ca. 12.000 personer omfattet, og 1. juli følger de sidste 10.000. De skal som udgangspunkt arbejde i 37 timer i nyttejobs, f.eks. rengøring af offentlige toiletter, vask af kommunale biler eller oprydning på offentlige arealer.
“Det bliver kommunerne, der skal finde opgaverne. Det må dog ikke erstatte ordinære jobs, og fra DFs side har vi også sagt, at det ikke må være pleje- og omsorgsopgaver for ældre borgere. De skal, selvfølgelig, udføres af uddannet personale,” siger Nick Zimmermann.
Aftalen koster 170 millioner kroner årligt. Nick Zimmermann mener af flere grunde, at de er givet godt ud:
”Jeg er ret sikker på, at når man skal til at arbejde 37 timer om ugen for at få sin overførselsindkomst, så tænker man på et tidspunkt, at det ville være sjovere med et rigtig job, der er bedre betalt,” siger han.
“Så tænker man på et tidspunkt, at det ville være sjovere med et rigtig job”
DF fik splittet aftale om
Aftalen blev indgået i forlængelse af en større aftale om et nyt og forenklet kontanthjælpssystem, som Dansk Folkeparti ikke er en del af. Den store aftale forringer forholdene for psykisk sårbare unge, mens indvandrerfamilier med mange børn får forhøjet deres ydelser, og det ville DF ikke være med til. Men DF fik overbevist ministeren om, at der skulle laves en selvstændig aftale om arbejdspligt.
”Det er vores fortjeneste, at det blev delt op. Det var nogle af de andre borgerlige partier ikke tilfredse med. Derfor står de udenfor aftalen. Men jeg er meget, meget tilfreds med, at det nu endelig bliver et krav, at udlændinge skal yde noget, hvis de får penge af danskerne,” siger Nick Zimmermann.
Aftalen kan læses her: Aftalen om en ny arbejdspligt