Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye oplister fire krav til en socialdemokratisk integrationspolitik i et indlæg i Politiken. Indlægget kommer efter sidste uges kritik af den socialdemokratiske slingrekurs på udlændingeområdet. DitOverblik har læst med:
”Her er den integrationspolitik, du får, hvis Socialdemokratiet vinder folketingsvalget”.
Sådan skrev den socialdemokratiske udlændingeordfører Mattias Tesfaye tirsdag i et indlæg i Politiken. Her ridsede han fire hovedpunkter op, som Socialdemokratiet vil arbejde for på integrationsområdet, hvis partiet får regeringsmagten efter valget.
Indlægget kom tre dage efter et større interview i Berlingske, hvor samme Tesfaye udtalte at ”jeg oplever ikke de Radikale som nogen, der har en fuldstændig utopisk udlændingepolitik”.
Tidligere har Tesfaye også udtalt at de radikale ”ikke er på månen”, når det kommer til udlændingepolitik. Socialdemokratiet har også skabt tvivl om sin nye strammere udlændinge-linje ved at stemme gult, dvs. undlade at stemme for det nye udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm og for kravet om at give hånd, når man får statsborgerskab
Tilnærmelserne overfor De Radikale fik i sidste uge hård kritik fra Dansk Folkeparti. ”Kan man stole på socialdemokraternes kursskifte,” spurgte de tre DF-ordførere Martin Henriksen, Marie Krarup og Christian Langballe i et indlæg på Altinget.dk:
Læs: Henriksen, Krarup og Langballe: Kan man stole på Socialdemokraternes kursskifte
Måske er det det indlæg, der har givet Tesfaye behov for at præcisere sit partis integrationspolitik? Det fremgår ikke af hans indlæg i Politiken, men noget tyder på, at S-ordføreren har ønsket at skære den socialdemokratiske politik lidt skarpere til.
ditOverblik har nærlæst indlægget fra Mattias Tesfaye og her får du i kort form den socialdemokratiske integrationspolitik anno 2019:
Børn skal i vuggestue, hvis deres forældre ikke taler dansk: Hvis indvandrere kun halvhjertet tilegner sig sproget, så ”forsvinder deres bekymringer og drømme ud af den fælles samtale”. Så bliver de aldrig medborgere. Socialdemokratiet vil kræve, at alle børn skal starte i vuggestue, hvis deres forældre ikke taler godt dansk.
Nej til passive ydelser: Folk skal forsørge sig selv. Offentlig forsørgelse skal være undtagelsen ved sygdom og arbejdsløshed. Mattias Tesfaye ”køber ikke fortællingen om, at langt over halvdelen af kvinder fra arabiske lande er nogle stakler, der fryses ud af et diskriminerende arbejdsmarked”.
Socialdemokratiet foreslår, at indvandrere ikke får udbetalt passive sociale ydelser, men skal tilbydes et 37-timers integrationsprogram med sprogundervisning og aktivering. Der skal kun udbetales penge for de timer, man møder op. “I stedet for det nuværende system, hvor man får integrationsydelse og måske bliver sanktioneret, hvis man pjækker,” skriver Tesfaye.
Anerkend de demokratiske værdier: Folk skal ikke bare acceptere demokratiet som landets styreform, de skal anerkende, at demokratiets værdier er grundlaget for deres eget liv. “Gud har vigepligt, når religion og demokrati støder sammen,” som Tesfaye skriver.
De nye grundlovsceremonier, som er en betingelse for at få statsborgerskab, er for Socialdemokratiet en måde at højtideligholde tilslutningen til de demokratisk værdier. Og partiet vil gerne gå videre og forbyde udenlandsk støtte til muslimske friskoler for at ”beskytte dem mod antidemokratisk indflydelse” fra eksempelvis Saudi Arabien.
Undgå at indvandrere bor for sig: Indvandrere skal ikke klumpe sig sammen, de skal ville bo med danskerne. Socialdemokratiet vil bruge lovgivningen mere aktivt til at sikre en bredere beboersammensætning. Partiet vil også fordele elever på gymnasiet, så skolerne ikke bliver etnisk opdelte, skriver Tesfaye.
“Gud har vigepligt, når religion og demokrati støder sammen”
Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsordfører, Socialdemokratiet