Røde partier vil ikke gøre muhammedtegningerne til fast pensum: ”De svigter ytringsfriheden”

0
2336
Jannie Bøgh fotograferet, da hun sidste år talte ved et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet. Foto: Privat

Et borgerligt forslag om at gøre muhammedkrisen til fast pensum i folkeskolen blev før jul stemt ned i Folketinget efter kovending fra SF. ”Tegningerne skal vises og lærerne skal ikke stå alene,” fastlår Morten Messerschmidt og Jannie Bøgh i fælles debatindlæg

Venstrefløjen svigtede kampen for ytringsfrihed den 21. december 2021.

Det fastslår Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt og Jannie Bøgh, tidl. folkeskolelærer og kommunalvalgskandidat for DF, i et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten.

Den 21. december var der nemlig 2. behandling i Folketinget på et fælles beslutningsforslag fra de borgerlige partier om at gøre muhammedtegningerne til fast pensum i folkeskolen. Et forslag, som bl.a. skulle pålægge regeringen at sørge for, at der udarbejdes fælles undervisningsmateriale til skolerne om muhammedkrisen.

Forslaget fik opbakning fra SF ved 1. behandlingen den 10. december, men ved 2. behandlingen den 21. december vendte SF rundt. Nu støttede partiet i stedet Socialdemokratiet og regeringen, der ikke vil gøre muhammedtegningerne til fast pensum. Derfor endte forslaget med at blive stemt ned.

“Især SF’s adfærd var pinlig. Først meldte man sig som tilhænger, men da afstemningsdagen nærmede sig, blev man slap i knæene og endte med at stemme imod – sammen med den øvrige røde blok. Noget så essentielt som ytringsfriheden er altså i dag et anliggende, som deler Folketinget,” skriver Morten Messerschmidt og Jannie Bøgh i Jyllands-Posten – og fortsætter:

“Naturligvis mener de røde også, at man må – måske endda bør – bruge Muhammed-tegningerne i folkeskolen. Men med afvisningen af vores forslag pålægger de lærerne ansvaret. Alene. Og det er ikke særligt betryggende i en tid, hvor radikale kræfter er kommet ind i vores land; kræfter, der ikke står tilbage for at brug vold og trusler om vold for at få deres vilje igennem”.

“Med afvisningen af vores forslag pålægger de lærerne ansvaret. Alene”

Jannie Bøgh har på egen krop mærket, hvad det vil sige at stå alene med ansvaret som lærer, når det gælder muhammedtegningerne. Efter mordet på den franske gymnasielærer Samuel Patty, som i 2020 blev halshugget på åben gade af en islamisk terrorist, fordi han havde vist muhammedtegningerne i sin undervisning, fortalte Jannie Bøgh i flere medier om sin brug af muhammedtegningerne. Det førte til, at hun blev chikaneret og frosset ud af de øvrige lærer på en midtsjællandsk folkeskole, og hun har i dag måttet opgive sit lærerjob efter en længere sygemelding. Hendes historie kan læses her

Vigtig historisk begivenhed

Jannie Bøgh og Morten Messerschmidt konstaterer, at Muhammedkrisen i Danmark i 2005 er en af de vigtigste historiske begivenheder i nyere tid i Danmark. Derfor bør den og tegningerne være en fast del af historiekanonen i folkeskolen, og med fælles materiale, som bruges af alle skoler, kan man forhindre, at den enkelte lærer bliver skydeskive:

”Det handler ikke bare om ytringsfrihed, men om, at vi som samfund skal stå bag vore lærere, når vi beder dem om at vise Muhammed-tegningerne som den helt naturlige del af moderne dansk selvforståelse, de er blevet,” skriver de.

Jannie Bøgh og Morten Messerschmidt mener, at muhammedkrisen er det håndgribelige bevis på islams totalitære tænkning. Derfor er det så afgørende, at den danske folkeskole underviser i tegningerne:

”Med den muslimske indvandring er den livsfylde, der præger de muslimske lande, fulgt med. Derfor skal tegningerne vises. Der skal vore lærere og undervisere ikke stå alene. Her bør hele Danmark stå samlet. Indtil videre kan vi glæde os over, at blå blok står samlet. Lad os derfor håbe, at vi efter et folketingsvalg har flertal til at gøre det rigtige. Det, som venstrefløjen svigtede den 21. december. For til fulde at forstå ytringsfrihedens væsen må vi lære også at acceptere det, vi er uenige i,” skriver Jannie Bøgh og Morten Messerschmidt i Jyllands-Posten.

Læs også:

Jannie underviste i Muhammedtegningerne. Så blev hun frosset ud af lærerværelset