Hvad sker der, Sverige: Migrant overfaldt togfører og blev løsladt af dommer

0
2626

For Sajad Alhaywi kulminerede en række kriminelle handlinger med et overfald på en kvindelig togfører. Da sagen kom for en dommer i december, blev han løsladt

Togføreren fandt ham i en førsteklasses kupe uden billet og ville føre ham hen til et roligere hjørne af toget for at skrive hans data ned. Her sparkede den 31-årige iraker til kvinden og fortsatte med at forgribe sig på hende. Det chokerede personale fik fat på politiet, der tog imod ham på den næste station.

Politiets efterforskning viste, at han ikke har lov til at være i Sverige. Blot dage inden hans overfald på den kvindelige togfører havde han overfaldet og mishandlet en anden migrant. Og politiet havde selv arresteret ham, da han var trængt ind på det som svenske medier kalder et beskyttet område – hvilket typisk vil sige et militært område.

Ifølge Sajad Alhaywi havde politiet da bare fulgt ham ned til færgen til Finland, hvor han tidligere har haft midlertidig opholdstilladelse. Men han tog ikke med færgen og fortsatte i stedet sin voldelige fremfærd.

Fri igen

Da sagen kom for retten i december, blev Alhaywi blot løsladt. Trods sine handlinger og trods det at han ikke har opholdstilladelse i Sverige, blev han heller ikke udvist. Tidligere var han blevet dømt for i alt femten forhold – vold og tyverier – men det gav kun en betinget dom.

Ved retssagen i december var anklagerne alvorligere. Han blev tiltalt for vold mod tjenestemand og seksuelt overgreb. Samtidig skulle han så have sin dom for et tidligere overfald i et hjem for migranter samt rapserier.

Dommeren ved byretten i Stockholm takserede det hele til en måneds fængsel. Sajad Alhaywi blev løsladt med det samme, da han havde siddet en tid i varetægt. Han skulle ikke sidde sin betingede straf af og ingen talte om udvisning.

Efter dansk lov kan en person, der begår vold mod en tjenestemand i funktion, straffes med helt op til otte års fængsel. Den typiske dom er ubetinget fængsel i nogle måneder, hvis der ikke – som i denne sag – er tale om skærpende omstændigheder. Samtidig skal alle sager, der kan føre til udvisning, afprøves som sådan.

Kilder: Expressen, Bulletin