Rapport: Syrien er blevet et mere sikkert land

0
3828
Islamisk Stat er ved at være fortrængt i Syrien. De sidste kampe finder sted i Banghuz i det nordlige Syrien. Her ses køretøjer, der tilhører koalitionen, på gaden i Baghuz. Foto af Fadel SENNA / AFP

Sikkerhedssituationen er blevet forbedret i de regeringskontrollerede områder, især hovedstaden Damaskus, viser rapport fra Udlændingestyrelsen. Rapporten skal nu indgå i vurderingen af syriske flygtninges opholdstilladelser

Syrien er blevet et mere sikkert sted. Det vurderer Udlændingestyrelsen i en ny rapport, som blev offentliggjort torsdag. Rapporten vurderer, at de regeringskontrollerede områder og især Syriens hovedstad Damaskus, har fået en forbedret sikkerhedssituation.

Rapporten er lavet efter en rejse, som en delegation fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp foretog den 16.-27. november 2018. Her var de fem dage i Damaskus, hvor de talte med 12 kilder, blandt andet to internationale humanitære organisationer og en syrisk general, der er chef for “Immigration and Pass Department”.

Konklusionen er blandt andet, at det er blevet nemmere at bevæge sig rundt i Damaskus og at der er langt færre checkpoints.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) glæder sig over udviklingen:

“Det er nu op til udlændingemyndighederne at vurdere, hvilken eventuel indflydelse rapporten skal have på behandlingen af de konkrete asylsager – herunder når der løbende opstår spørgsmål om forlængelse af eksisterende opholdstilladelser,” siger hun i en pressemeddelelse.

DF: Blåstempling

I følge Dagbladet Information er 40.000-50.000 flygtede syrere vendt frivilligt tilbage til Syrien. Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen mener, at rapporten om Syrien “blåstempler” DF’s ønske om at sende syriske flygtninge tilbage. Om det spørgsmål siger Inger Støjberg i pressemeddelelsen:

“Det er regeringens politik, at vi skal yde beskyttelse til dem, der har behov herfor. Vi har dog også løbende sagt, at man ikke nødvendigvis er flygtning til evig tid. Når der ikke længere er et behov for beskyttelse, skal man rejse hjem og hjælpe med genopbygningen af sit hjemland. Det er også den holdning, der afspejles i den aftale om finansloven, som regeringen indgik med DF i november 2018, hvor der er fokus på midlertidighed.”

DFs gruppeformand Peter Skaarup på twitter.

Professor MSO i migration og flygtningeret ved Københavns Universitet, Thomas Gammeltoft-Hansen forudsiger, at rapporten vil få betydning for inddragelse af opholdstilladelser for flygtning med midlertidig beskyttelsesstatus.

“Den rapport bliver første skridt, og det bliver derfor interessant at se, om andre rapporter fra andre lande og ngo’er tegner det samme billede,” siger han til Information.

Udlændingestyrelsens landerapport om Syrien kan læses her.