Radikal spidskandidat advarer på tyrkisk: Stem ikke på kandidater, der er imod vores moskéer

0
1486
Emrah Tuncer var i 2016 i Folketinget i tre måneder som stedfortræder for Zenia Stampe. Herfra stammer dette billede. Foto: Steen Brogaard

De radikales spidskandidat i Holbæk advarer i valgbrochure lokale tyrkere mod at stemme på bestemte kandidater. Han lover også at kæmpe for en tyrkisk moské

Det kunne lyde som valgkamp i Tyrkiet, men det er Holbæk på Sjælland: Her har den lokale spidskandidat for Det Radikale Venstre, Emrah Tuncer, uddelt en brochure til vælgere med tyrkisk baggrund på tyrkisk. Her advarer han mod at stemme på kandidater fra andre partier med anden etnisk herkomst og kandidater, der sætter lighedstegn mellem terror og islamisme. Han lover desuden at kæmpe for tyrkernes lokale moske, og han vil kæmpe imod beslutninger, “der skader vores tro og kultur”.

Danmarks Radio har fået teksten oversat fra tyrkisk. Oversættelsen kan læses her.

Emrah Tuncer opfordrer i brochuren alle til at gøre brug af deres stemmeret. Men – skriver han – de bør først undersøge, hvad kandidater og partier, de vil stemme på, mener om især udlændinge og muslimer.

Især skal de være på vagt overfor kandidater af anden etnisk herkomst, der stiller op for partier, der gårind for en stram udlændingepolitik. For disse kandidater er ikke stand til at ændre noget som helst ved deres partiers udlændingepolitik, lyder det fra den radikale spidskandidat.

Og så kommer Emrah Tuncer med denne advarsel:

“Før vi stemmer på kandidater fra partier, der kalder terror for islamisk terror og er imod vores mosker, bør vi overveje dette: Hvad er det, vores stemmer tager fra os?”.

Emrah Tuncer siger til DR, at han står 100 procent inde for indholdet, og han mener ikke, at der er noget problem i at udsende en brochure på tyrkisk:

“Vi er jo i valgkamp, jeg har målrettet en pamflet til en bestemt målgruppe. Det gør vi jo hele tiden. Alle partier målretter deres kampagner. Den eneste forskel her det er, at sproget er anderledes,” siger Emrah Tuncer.

Valgbrochuren på tyrkisk fra Emrah Tuncer.

Angreb på socialdemokratisk kandidat

I følge DR er der kun opstillet én anden kandidat i Holbæk, der har anden etnisk herkomst. Det er den socialdemokratiske Derya Tamer. Hun siger til DR, at Emrah Tuncers brochure betyder, at hun får mails fra folk, der anklager hende for at være imod muslimer.

“Jeg har fået personlige henvendelser og hademails, hvor der står, at mit parti ikke går ind for borgere med anden etnisk baggrund end dansk,” siger hun til DR:

Emrah Tuncer mener dog ikke, at han gør noget forkert ved at advare mod andre kandidater med anden etnisk herkomst:

“Det der står, det er fakta. Det står jeg 100 procent inde for. Og jeg havde gjort det igen. Det, der står, er, at de partier på Christiansborg, som er imod indvandrere, flygtninge og muslimer, det er jo Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet den dag i dag,” siger den radikale spidskandidat til DR.

Læs mere på DR.dk her

Læs også:

Pia Kjærsgaard: Radikal ledelse må tage afstand fra tyrkisk kandidat