Pia Kjærsgaard: Radikal ledelse må tage afstand fra tyrkisk kandidat

0
1267

Det er langt ude at føre valgkamp på tyrkisk og advare mod andre kandidater, mener DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard

En valgbrochure på tyrkisk, hvor en radikal kandidat lover at kæmpe for en moske og advarer mod at stemme på personer, der går ind for en stram udlændingepolitik, er “helt hen i vejret og bør skrottes hurtigst muligt”.

Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard, som forventer at Det Radikale Venstres ledelse tager afstand fra kandidatens initiativ.

“Det Radikale Venstre bør lynhurtigt gå ud og tage afstand fra det her. De andre kandidater på listen må da også føle sig noget pikeret over, at man laver en brochure på tyrkisk, hvor man advarer mod andre kandidater,” siger Pia Kjærsgaard til ditOverblik.

Det er den radikale spidskandidat i Holbæk, Emrah Tuncer, der står bag brochuren. Den er uddelt til vælgere med tyrkisk baggrund i Holbæk og indeholder ifølge DR, der har fået brochuren oversat, budskaber som (ditoverbliks sammenfatning):

Brug din stemmeret, men du bør især undersøge kandidaternes holdning til især udlændinge og muslimer.

Kandidater med anden etnisk herkomst fra partier, ”der er imod udlændinge og muslimer”, vil påstå, at de kan ændre deres partiers linje. Men de kan ikke ændre noget som helst i partiet.

Tænk dig om, før du stemmer på partier, der kalder terror for islamisk terror og er imod vores moskeer.

Desuden skriver han:

 ”Jeg kan forsikre jer om, at jeg i den nye embedsperiode vil kæmpe for vores moske, for modersmålsundervisning og kæmpe imod beslutninger, der skader vores tro og kultur, akkurat som jeg har gjort det i de seneste 12 år”.

Hele oversættelsen kan læses på DR her.

Mails med advarsler

Ud over brochuren, har Emrah Tuncer i følge B.T. også mailet til ca. 100 tyrkiske borgere. Her skriver han bl.a.:

“Inshallah (I Guds navn, red.). Vi bør ikke stemme på partier, som stemmer imod vores moské. Socialdemokratiet har stemt imod en ny moské, og deres formand (Mette Frederiksen, red.) omtaler terror som islamisk terror”.

Emrah Tuncer var i 2016 i Folketinget i tre måneder som stedfortræder for Zenia Stampe. Herfra stammer dette billede. Foto: Steen Brogaard

Pia Kjærsgaard: Helt hen i vejret

Pia Kjærsgaard kalder brochuren et skråplan og siger, at Emrah Tuncer bør skrotte den hurtigst muligt:

”Han er dansk statsborger, men sender en brochure ud på tyrkisk i en dansk valgkamp. Det er jo helt hen i vejret. Vi skal ikke have tyrkiske tilstande i en dansk valgkamp. Han bør omgående skrotte brochuren og beklage. Det er direkte uanstændigt overfor andre kandidater. Det her er et skoleeksempel på, at fordi man har fået dansk statsborgerskab, er man ikke nødvendigvis integreret,” siger Pia Kjærsgaard.

Emrah Tuncer sad i 2016 i Folketinget i tre måneder som afløser for Zenia Stampe. At et tidligere folketingsmedlem fører valgkamp på tyrkisk for at tiltrække tyrkiske stemmer, forarger Pia Kjærsgaard:

”Men det jo desværre ret typisk for De Radikale, at de lefler for indvandrerstemmerne,” siger Pia Kjærsgaard.

Emrah Tuncer selv siger til DR, at han står 100 procent inde for indholdet i sin brochure. Formanden for De Radikale i Holbæk, Henrik Bøgh, står også inde for indholdet, siger han til DR Sjælland. Han kalder dog brochuren for ”hård i sin retorik” og siger, at han ikke selv ville have formuleret sig sådan.

Læs også:

Radikal spidskandidat advarer på tyrkisk: Stem ikke på kandidater, der kalder terror for islamisk