Præst myrdede sin kone og fik hendes pension udbetalt: ”Fuldstændig grotesk”

0
2352
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Politikere kalder det ”helt gak gak” og krænkende for retsbevidstheden, at den drabsdømte præst Thomas Gotthard har fået sin myrdede kones arbejdsmarkedspension udbetalt. ”Pengene burde gå til børnene,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup

”Fuldstændig grotesk”.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, efter at Ekstra Bladet i sidste uge kunne afsløre, at præsten Thomas Gotthard, der i 2020 myrdede sin kone Maria From Jakobsen, har fået udbetalt hendes arbejdsmarkedspension.

I alt har Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) indsat 105.000 kroner på Thomas Gotthards konto. Pengene blev udbetalt mindre end en måned efter, at Thomas Gotthard havde tilstået mordet på Maria From Jakobsen, som han myrdede og bortskaffede på bestialsk vis i oktober 2020, fordi han var forelsket i en anden kvinde.

ATPs kundedirektør Jan Sabroe har overfor Ekstra Bladet forklaret, at alle regler blev fulgt, da pengene blev udbetalt. ATP har ”ikke været i stand til at tage tilstrækkelig særlige hensyn” og er ”ikke altid i stand til at stoppe betalingerne i tid, så længe vi ikke bliver orienteret om en potentiel sag af politiet”, forklarer kundedirektøren til Ekstra Bladet.

Krænker retsbevidstheden

Udbetalingen vækker harme på Christiansborg. DFs retsordfører Peter Skaarup vil rejse sagen om ATP-udbetalingen overfor justitsminister Nick Hækkerup (S):

“Det er fuldstændig grotesk og godt nok krænkende for retsbevidstheden og ikke mindst for børnene, som står tilbage og må se, at Gotthard får ret store midler udbetalt, som burde gå til dem,” siger Peter Skaarup til Ekstra Bladet.

Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg kalder det ”helt gak gak” i Ekstra Bladet, og Nye Borgerliges formand Pernille Vermund er enig. Hun kalder udbetalingen for ”helt på månen”.