Politikere med ikke-vestlig baggrund trues og chikaneres af muslimer

0
3407
Lars Aslan Rasmussen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Foto: Steen Brogaard

Chikane og trusler fra visse muslimske miljøer er blevet hverdag for politikere med ikke-vestlig baggrund. Det viser rundspørge i Kristeligt Dagblad. S-politiker med kurdiske rødder siger, at chikanen aldrig har været værre

Folketingskandidater med ikke-vestlig baggrund bliver chikaneret som aldrig før. Og chikanen kommer fra personer i indvandrermiljøer. Det fortæller en række folketingskandidater i dag til Kristeligt Dagblad.

Avisen har lavet en rundspørge til 23 kandidater med muslimsk eller mellemøstlig baggrund. 20 af dem har svaret og halvdelen svarer, at de har oplevet chikane og trusler fra herboende muslimer.

”Jeg er stillet op til valg siden kommunalvalget i 2005, og folketingsvalgkampen i år er det værste, jeg har prøvet. Smædekampagnerne og chikanen fra visse muslimske miljøer er blevet systematisk og stortrives på blandt andet facebook. Engang var det kun islamister, der langede ud efter mig. Nu er der flere helt almindelige og ofte unge muslimer, der prøver at udskamme mig og kommer med meget grove kommentarer,” siger Lars Aslan Rasmussen, socialdemokratisk folketingsmedlem med kurdiske rødder, til Kristeligt Dagblad.

“Nu er der flere helt almindelige og ofte unge muslimer, der prøver at udskamme mig og kommer med meget grove kommentarer”

Lars Aslan Rasmussen, socialdemokratisk folketingsmedlem, til Kristeligt Dagblad

Dødstrusler

Halime Oguz, nyvalgt folketingsmedlem for SF og flittig debattør om bl.a. ligestilling og social kontrol, siger at man skal være “ekstremt hårdfør”, hvis man som muslim engagerer sig i demokratiet. Hun har fået flere dødstrusler, blandt andet fra en mand, der ringede til hendes datter og sagde at Halime Oguz ”ville blive holdt op mod en regn af skud”.

”I visse grupper i tyrkisk-kurdiske miljøer forventer de, at jeg mener og siger noget helt bestemt, som passer med deres kultur og tankesæt. Der eksisterer parallelle virkeligheder, som ikke er i overensstemmelse med de danske værdier,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

Ali Aminali, der er folketingskandidat for De Konservative og har iransk baggrund, siger at tilsviningen fra muslimske minoritetsmiljøer ”nærmest er blevet en del af min hverdag”. Han er blevet kaldt forræder og bedt om at ”skride hjem” af unge indvandrere på gaden i Aarhus.

“Jeg holder øje med hende..”

Yildiz Akdogan (S), der har siddet i Folketinget i to perioder men ikke blev genvalgt denne gang, får løbende trusler fra herboende tilhængere af den tyrkiske præsident Erdogan. Hun bliver også beskyldt for ikke at være rigtig muslim, fordi hun er dansk gift. Blandt de værre eksempler fortæller hun om en episode to dage før valget, hvor hendes kampagneleder opsøgt af en mand foran Akdogans hjemadresse:

”Jeg antager han var salafist. Han anklagede hende for at arbejde for en zionist og sagde at han holder øje med alt, hvad jeg laver. Den sag har jeg sendt videre til de relevante myndigheder”.

Yildiz Akdogan fortæller også, at hun ikke tør gå alene til aftenmøder i bestemte områder. Det stoppede hun med efter sidste folketingsvalg, hvor hun blev antastet og truet af nogle salafister.

Chikanerier og trusler betyder også, at nogle folketingskandidater holder sig fra at deltage i debatter om integrations- og udlændingepolitik. Det gælder Venstre-kandidaten Araz Khan, der var opstillet på Fyn. Han siger til Kristeligt Dagblad, at han af hensyn til sig selv og familien har skåret deltagelsen i debatter om indvandrere og efterkommere ned til et minimum.

Læs også: “Radikale og Enhedslisten er nyttige idioter for islamiseringen af Danmark”