Radikal ordfører sammenlignede Pia Kjærsgaard med Taliban:  “Hvor er det lavt og dumt”

0
3796
Politisk leder for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, og retsordfører Samira Nawa Amini, da de i sidste uge var på vej til møde hos justitsminister Mattias Tesfaye. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den radikale retsordfører Samira Nawa mener, at Pia Kjærsgaards modstand mod det muslimske tørklæde er på linje med Taliban-krav om tildækning af kvinder. Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen vil ikke tage afstand fra sin ordfører

Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen vil ikke tage afstand fra sin retsordfører Samira Nawa, som har sammenlignet DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard med Taliban i Afghanistan.

Pia Kjærsgaard opfordrede på Twitter en ung ingeniørstuderende kvinde med somalisk baggrund til at smide tørklædet. Det skete som kommentar til en artikel i Berlingske, hvor kvinden, Amina Awad, fortæller, at hun drømmer om et liv som økonomisk uafhængig med eget hus i Nordsjælland.

”Lyder rigtig godt. Så mangler vi bare at Amina dropper tørklædet ….,” skrev Pia Kjærsgaard.

Twitter-kommentaren fik Samira Nawa til tasterne. Hun sammenlignede den med nyheden om, at Taliban i Afghanistan nu kræver, at kvindelige TV-værter skal være tildækkede:

“I Afghanistan er det Taliban der dikterer kvinders påklædning. I Danmark har vi Pia Kjærsgaard til at fortælle kvinder, hvordan de bør klæde sig. Om du vil tvinge en kvinde til at bære tørklæde eller du vil tvinge det af hende.. same shit, different country,” lød det fra den radikale retsordfører.

Samira Nawas kommentar til Facebook.

”Same shit, different country”

Bemærk de sidste ord: “Same shit, different country” – altså: samme møg, bare forskellige lande. Samira Nawa mener altså, at kravet om at kvinder skal være tildækkede, er helt på linje med en opfordring til at smide det muslimske tørklæde i Danmark.

Det synspunkt fik Pia Kjærsgaard til på Facebook at skrive:

”Gud fader hvor er det her både lavt og dumt Samira Nawa. At sammenligne mig og Taleban er komplet vanvittigt.👎 At sammenligne mit ønske om at man ikke bør bære tørklæde i det offentlige rum og så at Taleban påtvinger kvinder at dække sig til, er komplet vanvittigt. 👎 Samira Nawa forstår tydeligvis ikke tørklædets – eller Talebans – betydning. Himmelråbende naiv.”.

Radikal leder: Kan godt sammenlignes

Men er Samira Nawas synspunkt i tråd med Det Radikale Venstres officielle politik? Det forsøgte Pia Kjærsgaard mandag at få svar på, da Folketinget holdt afslutningsdebat. Her tog hun sagen op overfor den radikale leder Sofie Carsten Nielsen. Pia Kjærsgaard ville vide, om den radikale ledelse havde påtalt opslaget overfor Samira Nawa. Det er ikke sket, og selv om Sofie Carsten Nielsen ”er sikker på, at Samira Nawa ikke mener, at Pia Kjærsgaard er Taliban”, så er hun enige i, at de to ting godt kan sammenlignes:

”Dét, jeg er helt overbevist om, at Samira Nawa og jeg er enige om, det er, at vi ikke skal blande os i, hvad for noget tøj, folk tager på. Og det er den radikale holdning (…). Det er helt det samme at påbyde nogen at tage et bestemt stykke tøj på, som at påbyde nogen at tage et bestemt stykke tøj af. At påbyde eller forbyde – ingen af delene er i overensstemmelse med danske værdier,” sagde Sofie Carsten Nielsen under afslutningsdebatten.

Det er helt det samme at påbyde nogen at tage et bestemt stykke tøj på, som at påbyde nogen at tage et bestemt stykke tøj af,” sagde de radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen under mandagens afslutningsdebat. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Samira Nawa: Det er det samme

Samira Nawa siger til Ekstra Bladet, at hun da synes ”der er en kæmpe forskel på Taliban og Pia Kjærsgaard”. Men hun mener alligevel, at det er rimeligt at sammenligne de to synspunkter:

”I forhold til, om man vil kontrollere og have en holdning til, om de skal af med deres tørklæde, så synes jeg altså, at den tvang er det samme. Det er det, jeg skriver på Twitter”.

Ekstra Bladet: Synes du ikke, at der er en forskel på forbud og tvang?

”Nej, hvis vi ender med at have en lovgivning, hvor der ender med at være en straf og en bøde, så er det jo en form for tvang,” siger Samira Nawa til Ekstra Bladet.