Pia Kjærsgaard kræver svar: Hvad bliver det til med et asylcenter i Rwanda?

0
4233
Dette hotel i nærheden af Rwandas hovedstad Kigali var udset til at skulle huse asylansøgere, der blev fløjet til Rwanda fra Storbritannien. Foto: REUTERS/Stringer

DFs udlændingeordfører kalder udlændingeministeren i samråd. Hun vil have svar på, hvad der sker med planerne om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. Kilder sagde søndag til Berlingske, at regeringen pønser på at udskyde centeret til efter folketingsvalget

Hvad bliver det til med et asylcenter i Rwanda?

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kræver nu svar fra regeringen om de meget omtalte planer om et modtagecenter for asylansøgere i det centralafrikanske land Rwanda.

Pia Kjærsgaard har indkaldt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd. Her vil hun have svar på disse spørgsmål:

”Vil ministeren oplyse, hvor langt regeringen er med planerne om at sende asylansøgere til Rwanda? Vil ministeren samtidig redegøre for, hvordan regeringen i Rwanda forholder sig til at huse asylansøgere fra Danmark, de eventuelle udfordringer, der måtte være med at indgå en sådanne aftale, antallet af asylansøgere aftalen skal indeholde, og hvornår regeringen antager aftalen falder på plads?”.

DFs værdi- og udlændingeordføre Pia Kjærsgaard har kaldt udlændingeministeren i samråd om Rwanda-planerne. Arkivfoto: Carsten Lundager

Modstand fra radikale og menneskerettighedsdomstol

For et par måneder siden så det ud til, at regeringen endelig var ved at have en aftale på plads om Rwanda-centeret. Dermed var der udsigt til, at Socialdemokratiet endelig kunne indfri sit store løfte fra valget i 2019 om et modtagecenter for asylansøgere udenfor EU.

Men siden er der kommet grus i maskineriet. Det Radikale Venstre meddelte for nylig, at partiet vil trække støtten til regeringen, hvis den gennemfører planerne om at flyve asylansøgere til Rwanda, og i sidste uge blev lignende planer i Storbritannien stoppet af Menneskerettighedsdomstolen.

Udskydes til efter valget

Derfor tyder meget nu på, at S-regeringen vil udskyde planerne. Berlingske skrev søndag, at flere kilder oplyser, at det ”efter al sandsynlighed” ikke sker i denne valgperiode.

”En kilde med dyb indsigt i forhandlingerne mellem Danmark og Rwanda fortæller, at det er Danmark, der trækker tiden, og at der er en stor bekymring for den britiske aftale,” skriver Berlingske.

Pia Kjærsgaard er bestemt ikke tilfreds med den nye melding. Planerne om at lave et modtagecenter udenfor EU, som asylansøgere skal flyves til, så deres sager ikke skal behandles i Danmark, var et af Socialdemokratiets helt store valgløfter før folketingsvalget. Det blev lanceret i Socialdemokratiets store udlændingeudspil “Retfærdig og realistisk” i 2018, og regeringen har gang på gang fastslået, at den arbejder på at få en aftale på plads. Men nu ser det altså ud til, at det ikke bliver i denne valgperiode.

Fra det socialdemokratiske udlændingeudspil “Retfærdig og realistisk”.
Spisestuen på Hope Hostel i Rwandas hovedstad Kigali, som er et af de steder, der forventes at huse asylansøgere fra Storbritannien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Pia Kjærsgaard: Hvad venter de på?

Det er Pia Kjærsgaard alt andet end tilfreds med:

“Hvad venter regeringen på? Den har lovet det og har arbejdet på det, og vi har fået at vide af ministeren, at der ikke var meget, der skulle på plads, før det var en realitet. Så regeringen skal ikke få lov at nøle med det her. Det skal på plads inden folketingsvalget,” siger DFs udlændingeordfører.

Storbritannien var klar til at sende de første asylansøgere afsted i tirsdags. Det skete efter, at en britisk appeldomstol havde afvist at omstøde en afgørelse i højesteret, som godkendte Rwanda-planen. Men efterfølgende har Menneskerettighedsdomstolen sat en foreløbig stopper for de britiske planer.

Et soveværelse på Hope Hostel i Kigali, Rwanda, som er udset til at huse asylansøgere fra Storbritannien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix