Skal vi være woke eller bare helt almindelige? Det blev livligt debatteret i Dansk Folkepartis telt på Folkemødet i forbindelse med partiets nye kampagne ’Det er okay at være almindelig.’
Af Kristina Finne
“Når man vil forbyde bøger og statuer, så er vi på vej ud ad en farlig vej. Og det er kommet så langt nu, at tingene skal trækkes ned over hovedet på alle andre.”
Sådan sagde DF’er og bestyrelsesmedlem for Dansk Regnbueråd, Lars Vestergaard, om woke-bevægelsen, da den lørdag middag blev drøftet og debatteret i Dansk Folkepartis telt på Folkemødet.
Debatten kommer i kølvandet på Dansk Folkepartis nye kampagne ’Det er okay at være almindelig,’ som netop handler om woke-bevægelsen. Et emne, der gav et fyldt telt med både unge og ældre tilhørere.
Og der var rig mulighed for at blive klogere, for de fire debattører Karen West, Filiz Yasar, Lars Vestergaard og Randi Brinckmann fik talt om både køn, hudfarve, ligestilling og kultur.
“Bevægelsen er kommet for at blive,” sagde radiovært Filiz Yaser, der også understregede, at wokeismen hjælper på vores allesammens forståelse og dialog med hinanden.
Det mødte dog modstand fra Karen West, der er formand for Dansk Ligestilling:
“Ligestillingen går tilbage, fordi wokeismen har taget overhånd. For 20 år siden talte vi slet ikke om hudfarve og forskellige køn. Det gør vi nu, og det betyder, at vi nu ser vores forskelligheder over det hele i stedet for bare at være,” sagde hun.
“Ligestillingen går tilbage, fordi wokeismen har taget overhånd”
Karen West, formand for Dansk Ligestilling
Og netop muligheden for bare at være er hovedbudskabet i Dansk Folkepartis kampagne, der kører over den næste måned. Her sætter partiet fokus på centrale spørgsmål, som tilsammen skal illustrere, hvor samfundet er på vej hen; Skal myndigheder og virksomheder tvinges til at føre kønsregnskab? Skal det være forbudt at kalde en is for ’Kæmpe Eskimo’? Og skal børn under 12 år have lov til at skifte køn?
Eller er det okay bare at være almindelig, som Morten Messerschmidts slog et slag for under sin åbningstale på Folkemødet i torsdags?