Overvismand: Hellere ekstra penge til studerende, ledige og pensionister end momssænkning

0
2089
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Når økonomien efter coronakrisen skal stimuleres, kan udbetaling af danskernes indefrosne feriepenge være vejen frem. Og det bakker DF op

Den mest effektive løsning til at få dansk økonomi godt i gang efter coronakrisen er at sende ekstra penge til studerende, ledige og pensionister frem for at sænke momsen eller give skattelettelser.

Det mener vismand Carl-Johan Dalgaard, der er formand for Det Økonomiske Råd, og hans forgænger, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, som udtaler til Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, mandag.

“Hvis du giver pengene til studerende, ledige, pensionister eller andre på overførselsindkomst, er du rimelig sikker på, at pengene bliver brugt og brugt hurtigt, og det gør det nemmere at leve op til kravet om en kraftig effekt i en afgrænset periode,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Finans.

Han og Carl-Johan Dalgaard nævner bl.a., at man kan vælge at udløse de 100 milliarder kroner i feriepenge, som lige nu er indefrosset frem til, at hver enkelt dansker går på pension.

Og det får opbakning fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som længe har ønsket netop at danskerne kan få adgang til deres indefrosne feriepenge. Til Ritzau siger han.

“Det er helt oplagt, at man giver danskerne mulighed for at få de indefrosne feriepenge udbetalt. De blev indefrosset for ikke at overophede økonomien, men nu er vi i den stik modsatte situation, og derfor kan penge bruges til at sætte gang i forbruget. Derudover er det på tide, at vi husker folkepensionisterne. De er efterhånden de eneste, som ikke har fået en hjælpepakke endnu,” siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.