Nye Borgerlige vil spare massivt på den offentlige sektor

0
2490
Nye Borgerliges stifter Pernille Vermund på torsdagens debatmøde, hvor hun duellerede med DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige vil spare 77 milliarder kroner årligt i den offentlige sektor. ”I får Joachim B. Olsen til at blegne af misundelse,” sagde DFs formand Kristian Thulesen Dahl, da han torsdag aften var i debat med Nye Borgerliges stifter Pernille Vermund

Der skal gennemføres massive besparelser i den offentlige sektor, hvis det står til Nye Borgerlige. Det nye parti, som først og fremmest slår sig op på en stram udlændingepolitik, går til valg på en økonomisk politik, som er en blanding af store skatte- og afgiftslettelser og milliardstore nedskæringer i den offentlige sektor.

På torsdagens debatmøde i Aabenraa mellem Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og Nye borgerliges stifter Pernille Vermund, sagde Kristian Thulesen Dahl, at han havde regnet sig frem til, at Nye Borgerlige vil spare 77 milliarder kroner mere på den offentlige sektor end Dansk Folkeparti.

Pernille Vermund bekræftede tallet, og faktisk fremgår det af Nye Borgerliges hjemmeside, at de forventer at kunne finde 115 milliarder kroner på statsbudgettet:

De 77 milliarder kroner vil NB finde via nulvækst i offentligt forbrug indenfor råderummet frem til 2025 (37 milliarder kroner) og via minus 1 pct.s vækst i det offentlige forbrug frem til 2025 (40 mia. kroner).

Derudover vil Nye Borgerlige finde 13 milliarder kroner via privatiseringer og udliciteringer, 10 milliarder ved at fjerne erhvervstilskud og så skal udlændingeområdet bidrage med 25 milliarder kroner, heraf 13 milliarder ved at udlændinge skal forsørge sig selv.

Sådan vil Nye Borgerlige spare i det offentlige. Fra partiets hjemmeside

“Hvor vil du spare 77 milliarder, Pernille?”

På debatmødet blev de to partiledere bedt om at skrive, hvor stor en vækst de ønsker i det offentlige forbrug frem mod 2025. Kristian Thulesen Dahl skrev 0,7 procent, der svarer til den demografiske udvikling, dvs. flere ældre, børn mv. Pernille Vermund skrev ”-0,5%”, hvilket svarer til, hvad Liberal Alliance tidligere har sagt, men altså ikke helt svarer til tallet på Nye Borgerliges egen hjemmeside.

Kristian Thulesen ville på debatmødet gerne vide, hvad Nye Borgerlige vil spare på:

”Du bliver nødt til at fortælle danskerne, hvor de penge skal komme fra. Hvad skal der skæres på, for I vil jo samtidig give 10 milliarder kroner mere til forsvaret. Så hvordan vil du finde de penge, uden at det rammer ældreområdet, sygehusene, politiet – alle de vitale dele i vores samfund,” spurgte DF-formanden.

Debat møde imellem Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. Ordstyrer på debatten var Thomas Funding Politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Pernille Vermund svarede først, at Danmark har verdens næst højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor, og at det hæmmer væksten og gør danskerne fattigere:

”Vi bliver nødt til at have en bedre balance mellem den private og offentlige sektor. Den offentlige sektors størrelse hæmmer den private vækst. Det betyder, at når vi ser ud i fremtiden, så bliver vi relativt fattigere. I stedet for at løse udlændingeproblemet fra bunden, har Dansk Folkeparti spændt ben for reformer. Det har kostet hver dansker 11.000 kroner,” sagde hun, uden at konkretisere besparelserne.

“Hvordan vil du finde de penge, uden at det rammer ældreområdet, sygehusene, politiet – alle de vitale dele i vores samfund”

Kristian Thulesen Dah, DF-formand

Nedlæg jobcentre og Danmarks Radio

Men Kristian Thulesen Dahl gentog så spørgsmålet, hvorefter Pernille Vermund gav disse bud på besparelser:

”Der er mange opgaver som det offentlige ikke skal løse, men som man løser i dag. Der er jobcentrene, som kun får to procent af klienterne i arbejde. De koster årligt 16 milliarder kroner, heraf fire milliarder alene i administration. Så er der Danmarks Radio, som for længst har overlevet sig selv. Her kan der spares tre milliarder kroner, og så kan der spares 10 milliarder kroner på erhvervsstøtte, ved at man sænker skatter og afgifter og lader være med at omfordele,” sagde Pernille Vermund, som også helt ville afskaffe mediestøtten.

Sådan vil Nye Borgerlige fjerne skatter og afgifter for milliarder. Fra Nye Borgerliges hjemmeside

Kristian Thulesen Dahl mente ikke, at det regnestykke var i nærheden af at nå 77 milliarder kroner, og han advarede om, at Nye Borgerliges spareplan ikke kan undgå at ramme ældre, sundhed og politi, samtidig med at de massive skatteomlægninger med afskaffelse af topskat, selskabsskat og arveafgiften, som partiet ønsker, primært vil komme de rigeste til gavn.

”Det er en ærlig sag, at det er jeres politik. Men jeg synes det ville være ærgerligt, hvis man vælger jer for udlændingepolitikken, og så får det her med, fordi man ikke lige opmærksom på jeres økonomiske politik,” sagde Kristian Thulesen Dahl og kaldte Nye Borgerliges politik for ”klassisk liberalistisk”:

“Hvor vil I spare 77 milliarder, Pernille,” spurgte DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

“Joachim B. Olsen ville være bleg af misundelse”

”Joachim B. Olsen (Liberal Alliances finansordfører, red.) ville blive bleg af misundelse over, at du overbyder Liberal Alliance i den økonomiske politik. Men når vi har et samfund, hvor der år for år bliver langt flere ældre, som lever længere og har brug for en hjælpende hånd, så kræver det lidt mere af den offentlige sektor,” sagde Kristian Thulesen Dahl, som nævnte Assens Kommunes plan om kun at gøre rent hos ældre hver 5. uge som eksempel på, at ældreomsorgen har brug for et løft.

Pernille Vermund mener imidlertid at Nye Borgerlige mange skatte- og afgiftslettelser vil komme almindelige danskere til gavn:

”Hvis vi får elafgiften ned, så gavner det helt almindelige familier, og hvis vi fjerner registreringsafgiften, så får almindelige danskere mulighed for at købe en ekstra bil. De eneste, der ikke bliver bedre stillet med vores økonomiske program, det er de udlændinge, som ikke kan forsørge sig selv, de udlændinge, som begår kriminalitet, og så de danskere, der er raske og rørrige, men som ikke vil arbejde,” sagde Pernille Vermund på torsdagens debatmøde i Aabenraa, som Jyske Vestkysten og Avisen Danmark havde arrangeret.