Nej, en elbil skal ikke køre 219.000 km for at blive grøn

0
19081
Produktionen af en Tesla er alt andet end klimavenlig. I følge Klimarådet udledes der 23 tons CO2, inden en Tesla Model S 100D har kørt sin første kilometer.

RETTELSE: Eksperter afviser påstande om, at en elbil i Tyskland skal køre 219.000 km, før den udleder mindre CO2 end en moderne dieselbil. ditOverblik beklager, at vi har viderebragt forkerte oplysninger

En elbil skal køre 219.000 kilometer i Tyskland, før den udleder mindre CO2 end en dieselbil i samme størrelse. Det skrev ditOverblik i november med Jyllands-Posten som kilde. Forklaringen lød, at produktionen af elbiler og den kulproducerede strøm, de kører på i Tyskland, udleder store mængder CO2.

Artiklen var baseret på et studie fra det østrigske forskningsinstitut Joanneum Research. Men flere læsere gør opmærksom på, at det ikke er det østrigske institut, der står bag tallet 219.000 kilometer. Det er derimod de tyske bilejeres interesseorganisation ADAC, der svarer til danske FDM. Det fremgår også af en artikel på faktamediet TjekDet, som har faktatjekket Jyllands-Postens artikel.

ADAC har benyttet den regnemodel, som de østrigske forskere har udviklet, og på den bagggrund regnet sig frem til 219.000 kilometer. Men det tal er stærkt overdrevet, siger flere eksperter til TjekDet.

ADACs udregning baserer sig på tysk elproduktion, som i høj grad er baseret på kul. Men den tager ikke højde for, at tyskerne er fuld gang med at gøre deres elproduktion grønnere,og derfor vil blive mindre CO2-udledende de kommende år. Derfor er tallet 219.000 km. stærkt overdrevet, siger Poul Norby, professor ved DTU’s Institut for Energikonvertering og -lagring, til TjekDet.

“De (ADAC, red.) anvender de tal, der giver den største CO2-udledning. Både hvad angår batteriproduktion og elmiks. Det får elbilernes udledning til at se større ud, end den reelt vil være,” siger han.

50.000 km i Danmark

Men hvad så i Danmark? Her er tallet endnu lavere end i Tyskland, viser beregninger, som Klimarådet har lavet. Årsagen er, at den danske elproduktion er grønnere end den tyske.

“Vi nåede frem til, at for en typisk elbil sammenlignet med en effektiv dieselbil svarer merudslippet fra batteriproduktionen til cirka 50.000 kilometers kørsel,” siger Niels Buus Kristensen, der er forskningsleder ved Transportøkonomisk Institut i Oslo og medlem af Klimarådet.

Jyllands-Posten erkender overfor TjekDet, at det østrigske studie ikke er korrekt gengivet og at de 219.000 km. er et tal, der er udregnet af ADAC. Men chefredaktør Steen Rosenbak mener stadig, at tallet er relevant, selv om det skal tages med en vis usikkerhed.

“Man skal have den lid (til tallet 219.000, red.), som man skal have til alle mulige andre prognoser, vil jeg mene. Den lid, at det er behæftet med en markant usikkerhed, når man kigger 11 år frem. Det er ikke præcist, men en forudsigelse om fremtiden,” siger Steen Rosenbak til TjekDet.

Hele artiklen på TjekDet kan læses her.

ditOverblik.dk beklager, at vi har viderebragt fejlagtige oplysninger om det østrigske studie.