Mormor spiller islamistiske sange for IS-krigernes børn

0
2335
Den svenske IS-terrorist Michael Skråmo i en propagandavideo på youtube.

Sagaen om de syv IS-børn, der er på vej til Sverige, fik i denne weekend et nyt kapital, da deres islamistiske mormor dukkede op på det hotel i Irak, hvor de gemmer sig.

Mormor er svensk, men er kendt som Umm Hamza efter at hun konverterede til islam. Hun er også kendt for tidligt at have sluttet sig til terrornetværket IS og for at have rekrutteret nye medlemmer til organisationen. Det blev kendt, da en kvindelig canadisk journalist fik kontakt til hende.

Umm Hamza forsøgte ikke bare at overbevise journalisten om hvor godt det var hos IS, men også om at hun skulle overveje at gifte sig med en IS-kriger. Hun havde også den helt rigtige mand til hende – nemlig hendes egen svigersøn Michael Skråmo, der efterhånden havde syv børn med Umm Hamzas datter, som var døbt Amanda Galvez.

Umm Hamza boede med sin datter og svigersøn og deres mange børn i IS’ hovedby Raqqa, indtil hun for to år havde fået nok og som hun siger stak af fra IS sammen med de mindste af sine egne børn. I interviews efter at de kom hjem til Sverige har hun fortsat rost IS og dets gerninger. Selv går hun helt tildækket i burka og pigebørnene bliver også tildækket fra en meget ung alder.

Gemt på hotellet

Umm Hamza var mere end almindelig forsigtig, da hun kom til Erbil op til weekenden. Hun havde skabt forvirring ved at booke værelser på to forskellige hoteller under sit svenske navn. Og burkaen var erstattet med et mere traditionelt hovedtørklæde.

Børnene, der mistede deres forældre i de sidste kampe ved byen Baghuz, bor på et hotel med deres spanske morfar. Han blev skilt fra Umm Hamza for over 25 år siden. Med sin mere neutrale baggrund har han været familiens talsperson i forsøget på at få børnene til Sverige trods deres ekstreme opvækst.

Da Umm Hamza dukkede op på hotellet, skal børnene have været glade for at se hende. Hun forskansede sig på deres værelse, hvor folk på hotellet kunne høre, at hun spillede islamistiske sange for dem. Hendes eksmand siger til svenske medier, at hun ikke længere er så ekstrem og at det da er naturligt, at hun vil tilbringe tid med sine børnebørn.

Umm Hamza, der nu i mellemtiden er tilbage i Stockholms lufthavn, var formentlig mere bange for kurderne i Erbil end for de svenske journalister, der belejrer familien. Kurderne, der har lidt meget under IS’ terror, har ganske vist tilladt børnene at rejse hjem. Men en person som hende med hendes høje profil i IS er en sikkerhedsrisiko og hotellet valgte da også at indkalde endnu flere bevæbnede vagter, mens hun var der.