
God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Peter Kofod: EU har gjort sig til talsmand for fake news
EU’s egne meningsmålinger fra Eurobarometer har så lave svarprocenter, at man ikke kan stole på resultaterne
EU | Der er alvorlige problemer med EU’s officielle meningsmålinger – Eurobarometer. Det skriver Information, der fortæller, at svarprocenten i mange af målingerne er uhyre lav og derfor ikke kan anses som repræsentativ. Derfor kan målingerne komme til at give et misvisende billede – eksempelvis af europæernes opbakning til EU-systemet.
»Det er en kæmpe historie. De her tal bliver præsenteret som enormt saglige, objektive, rigtige og troværdige. EU har gjort sig til talsmand for at bekæmpe fake news og så spreder man tal, som vel egentlig er fake news,« siger Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod.
Læs også ditOverbliks artikel om sagen: EU’s egne meningsmålinger undervurderer EU-skepsis

Politiet dropper efterforskning af tusindvis af sager
DFs retsordfører Peter Skaarup kritiserer, at regeringen ikke har prioriteret ansættelse af flere betjente i finansloven
POLITI | 18.078. Det er det antal sager, som politiet på landsplan har droppet i oktober 2019. Det viser tal fra Rigspolitiet ifølge B.T.
Det er især efterforskningen af sager om indbrud, tyveri og andre former for kriminalitet, der ikke betegnes som personfarlig, der henlægges, og det bekymrer Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
»Det er dybt bekymrende og fuldstændig utilfredsstillende, at den nye regering i sin finanslov ikke har fokus på at ansætte flere politibetjente, når nu problemerne er så store,« siger han til BT.
Læs BT: Nye choktal: Politiet dropper tusindvis af sager på stribe

Flere penge til udlændinge, færre til de ældre
DFs formand Kristian Thulesen Dahl kritiserer nedprioriteringen af ældre i finansloven
ÆLDRE |Flere penge til udlændinge, færre til de ældre. Sådan skriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i Avisen Danmark på baggrund af den finanslovsaftale, som regeringen præsenterede mandag sammen med resten af rød blok.
Kristian Thulesen Dahl problematiserer i indlægget, at ældreområdet i den nye finanslov nedprioriteres, mens De Radikale har haft held med at lempe udlændingepolitikken.
“Jeg må indrømme, at jeg i forvejen havde frygtet, at ældreområdet ville blive nedprioriteret på årets finanslov. Men at de ældre nærmest er blevet glemt, havde jeg alligevel ikke troet! Hvor Dansk Folkeparti fik forhandlet 1,5 milliarder kroner på plads til pensionisterne på finansloven for 2019, så er tallet på blot 125 millioner på finansloven for 2020,” lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
Indlægget i Avisen Danmark kan læses her.

Marcus Knuth er Konservatives nye udlændinge-hardliner
De konservatives nye medlem bliver udlændingeordfører og lægger ud med krav om screening før statsborgerskab
UDLÆNDINGEPOLITIK | Marcus Knuth, der i sidste uge skiftede fra Venstre til Det Konservative Folkeparti, er udnævnt til sit nye partis udlændingeordfører, og han lægger ud med et krav om, at udlændinge skal gennem en screeningsamtale, før de kan få dansk statsborgerskab.
”Det at få tildelt dansk statsborgerskab er noget af det mest ædle, man kan få her i verden. Jeg tror, at en samtale vil give et mere nuanceret billede af de personer, som gerne vil have dansk statsborgerskab. Ikke mindst når man ser på nogle af de desværre alt for mange mennesker, som har vendt Danmark ryggen og efterfølgende er taget til Islamisk Stat eller har begået alvorlig kriminalitet efterfølgende,” siger Marcus Knuth, der tidligere var udlændingeordfører for Venstre, i et interview med DR.
Forslaget om en screeningsamtale har tidligere været fremsat af de konservatives Naser Khader. Dengang blev det skudt ned af Knuths tidligere parti Venstre, hvor indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen kaldte det for “en form for sindelagskontrol”.
Interviewet med Marcus Knuth kan læses her.

Eksperter: Umuligt at nå regeringens mål besparelser på konsulenter
S-regeringen vil spare tre milliarder kroner på konsulentydelser i det offentlige i denne valgperiode, men det tvivler eksperter på er mulig
KONSULENTER| Det bliver svært hvis ikke umuligt for regeringen at nå sit mål om, at det offentlige skal spare 3 milliarder kroner på konsulentydelser i denne valgperiode. Det vurderer flere eksperter overfor DR. Af finanslovsaftalen fremgår det, at der næste år skal spares 326,8 millioner kroner i konsulentydelser, og i 2023, når den nuværende valgperiode udløber, vil besparelserne være oppe på 853,2 millioner kroner. Dermed er der et godt stykke til målsætningen om besparelser på 3 milliarder kroner.
”Jeg tror ikke, at man kan spare yderligere 2,3 milliarder kroner ved at forvente, at kommuner og regioner kan gå ind og finde dem på konsulentkontoen. Det er simpelthen ikke muligt. Og staten selv kan ikke spare 2,3 milliarder kroner,” siger Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet, til DR.
Læs mere her.
UDLAND

To skudt og dræbt ved svensk natklub
To mænd har mistet livet efter et skyderi foran en natklub i Norrköping
SVERIGE | Et skyderi ved en natklub i Norrköbing, der ligger 135 kilometer syd for Stockholm, har kostet to mænd livet. Skyderiet fandt sted foran natklubben kl. 01.20 natten til torsdag. De to mænd i 40erne blev hårdt sårede bragt til hospitalet, hvor de døde af deres kvæstelser. Der er endnu ingen anholdte i sagen.

Skole fjerner julesange for ikke at krænke muslimer
Schweizisk skole dropper julesange til adventsfest efter klage fra muslimsk forælder
SCHWEIZ | De kristne julesange “Go Tell it on the Mountains”, “Fröhliche Weihnacht überall” og “S’gröschte Gschänk”, som sædvanligvis bliver sunget til adventsfesten på en skole i byen Will nær Bodensee i Schweiz, var strøget af programmet, da årets adventsfest fandt sted forleden. Det skete som konsekvens af, at en af skolens muslimske forældre sidste år klagede over, at sangene ikke henvendte sig til alle børn, men kun til kristne. En anden, ikke-muslimsk tilskuer, har også klaget over, at “sangrepertoiret var problematisk”. Derfor besluttede skolens nye inspektør, at der i år ikke skulle synges julesange. “Årets program er mere afbalanceret”, som inspektøren udtaler til gratisavisen 20 Minutes, i følge Kristeligt Dagblad.
Beslutningen kritiseres af byens kristelige-demokratiske politikere, men også formanden for koordinationsrådet for de muslimske organisationer i Schweiz, er kritisk: “Fra vores synspunkt er det beklageligt, hvis der ikke synges kristne sange i et kristent land,” siger han til 20 Minutes, i følge Kristeligt Dagblad.

POLITISK KALENDER – torsdag den 5. december 2019
Kl. 10.15: Retsudvalget holder åben høring om retsforfølgelse af syrienskrigere
Folketingets Retsudvalg ønsker med høringen at blive klogere på, hvordan den danske stat kan og skal håndtere retsforfølgelse af syrienskrigere med dansk statsborgerskab.
Formålet med høringen er først og fremmest at få belyst muligheder og udfordringer ved retsforfølgelse af syrienskrigere fra et juridisk perspektiv. Derudover ønsker udvalget at blive klogere på, hvor og hvordan en eventuel domfældelse og afsoning kan finde sted. Afslutningsvis ønsker udvalget at få belyst muligheder og udfordringer i forhold til syrienskrigernes danske statsborgerskab, herunder hvilke erfaringer der er fra udlandet.
Forslag til folketingsbeslutning om valg af privat inddrivelse for offentlige ikkestatslige fordringshavere
Af Dennis Flydtkjær (DF) m.fl. Det foreslås, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, som skal gøre det valgfrit for offentlige ikkestatslige fordringshavere som f.eks. kommunerne at overtage ansvaret for inddrivelse af deres gæld.
TWITTER & FACEBOOK
Peter Skaarup på Twitter om fangeflugten fra Slagelse Sygehus:
Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen svarer igen på kritik fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl. S-ordføreren roser indirekte, at DF fik sat rigtig meget af til ældre i 2019: