Mikkel Bjørn i absurd debat med Alternativet om kriminelle indvandrere

0
1805
DF's Mikkel Bjørn vil ikke acceptere, at skoleledelsen på Arenaskolen i Greve ikke vil stå på mål for danske folkeskoleværdier

Dansk Folkeparti misbruger tal og data, når de henviser til Danmarks Statistiks egne tal, der blandt andet viser, at efterkommere fra Somalia er overrepræsenteret i voldsstatistikkerne med en såkaldt overhyppighed på 487%. Det mener Alternativets udlændingeordfører, Helene Liliendahl Brydensholt, i hvert fald.

Af Marcus Bøje Bertelsen

Under tirsdagens førstebehandling i Folketinget af et beslutningsforslag fra Enhedslisten om tilslutning til EU’s migrantfordelings-ordning, kom Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Mikkel Bjørn, ud i en noget særpræget debat om tal og fakta. Selve kernen i beslutningsforslaget blev der altså ikke udvekslet så mange ord om. Et forslag, der ifølge Mikkel Bjørn og DF, vil medføre en øget indvandring til Danmark af særligt afrikanere, der sejler til Europa over Middelhavet i både.

Efter at Mikkel Bjørn havde redegjort for, at f.eks. somaliere er voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og at det derfor er en dårlig idé at importere dem, nægtede Alternativets ordfører at debattere med ham. Hun nævnte blandt andet, at hun ”ikke magtede at gå med på de der præmisser”. Hun pointerede dog samtidig selv, at det var udemokratisk af hende ikke at gå ind i en diskussion med Mikkel Bjørn om de tal, som han fremlagde.

“Jeg ved godt det måske er lidt udemokratisk, men jeg gider faktisk ikke at gå med på de der præmisser”, lød det fra Brydensholt.

Helene Liliendahl, udlændingeordfører for Alternativet. Fra Folketings-TV

“Hvad er det for nogle præmisser, ordføreren taler om? Altså, anerkender ordføreren ikke virkeligheden? Det er Danmarks Statistik det her,” svarede Mikkel Bjørn.

Mikkel Bjørn henviser specifikt til procenttallet 487, som viser, at efterkommere fra Somalia begår voldskriminalitet i et omfang, der er langt større end den danske del af befolkningen.

“Anerkender ordføreren ikke virkeligheden? Det er Danmarks Statistik det her”

Brydensholt: DF misbruger tal og data

Dansk Folkeparti maler ”en eller anden virkelighed op, som ikke findes”, når de fremlægger tal og data om, at ikke-vestlige indvandrere er mere kriminelle end danskere. Det gør partiet ved at ”misbruge” disse, ifølge Alternativets Helene Liliendahl Brydensholt.

“Det er jo, fordi Dansk Folkeparti misbruger tal og data – enkeltsager og så videre til at male en eller anden virkelighed op som ikke findes,” sagde hun fra Folketingets talerstol.

Både De Radikales EU-ordfører, Christian Friis Bach, Moderaternes EP-medlem, Bergur Løkke Rasmussen samt Venstres ditto Morten Løkkegaard, har tidligere givet udtryk for, at de bakker op om en fælles fordeling af migranter blandt EU-landene.