Mette Frederiksen afviser: Vidste ikke, at der ikke var lovhjemmel

0
3092
Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En vrissen statsminister afviste torsdag overfor pressen, at hun og regeringen vidste, at de traf en ulovlig beslutning om aflivning af alle danske mink. Hun mener også, at hun handlede rigtigt, da hun blev klar over ulovligheden

Det var hendes fødselsdag og hun skulle præsentere nye ministre, efter at fødevareminister Mogens Jensen onsdag havde trukket sig som følge af skandalen om ulovlig masse-aflivning af mink.

Men det var ikke just fødselsdagshumøret, som prægede den nu 43-årige statsminister Mette Frederiksen (S), da hun torsdag eftermiddag på Amalienborg Slotsplads mødte journalister i forbindelse med den lille regeringsrokade, som gør den hidtidige udviklingsminister Rasmus Prehn til ny fødevare- landbrugs- og fiskeriminister og Socialdemokraternes gruppeformand Flemming Møller Mortensen til ny udviklingsminister.

“Det er simpelthen heller ikke rigtigt” og “det er jeg simpelthen ikke enig i,” lød nogle af svarene til journalisterne om hendes håndtering af minkskandalen.

Statsminister Mette Frederiksen svarer på spørgsmål fra pressen i forbindelse med ministerudnævnelserne, som er udløst af, at fødevareminister Mogens Jensen  har måtet træke sig på grund af minkskandalen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

“Det står meget klart…”

Det var første gang Mette Frederiksen mødte pressen, efter at Miljø- og Fødevareministeriet onsdag fremlagde en redegørelse om minkskandalen.

I redegørelsen kan man blandt andet læse, at flere topministre allerede 1. oktober blev orienteret om, at det ville kræve en lovændring, hvis man besluttede at kræve alle mink i Danmark aflivet.

Man kan også læse, at ministerielle embedsmænd både 3. og 4. november sendte mails mellem ministerier om den manglende lovhjemmel, og at Fødevarestyrelsen gjorde Justitsministeriet opmærksom på lovhjemmels-problematikken, kort før det pressemøde 4. november, hvor aflivningen af mink blev annonceret.

Men på dagens pressemøde fastholdt Mette Frederiksen, at hun ikke kendte til den manglende lovhjemmel, da hun holdt pressemødet.

“Det står meget klart i den redegørelse, at da jeg holder pressemødet, der er jeg ikke bekendt med, at der ikke er lovhjemmel,” sagde statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen svarer på spørgsmål fra pressen i forbindelse med ministerudnævnelserne, som er udløst af, at fødevareminister Mogens Jensen  har måtet træke sig på grund af minkskandalen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

“Jeg gør det, man skal gøre som statsminister…”

Hun mener heller ikke, at hun handlede forkert, da hun fire dage senere blev gjort bekendt med det manglende lovgrundlag men ikke satte aflivningerne i bero.

“Jeg bliver forelagt en sag søndag. Og så gør jeg det, man skal gøre som statsminister, nemlig at skrive et brev til Folketinget og til Folketingets formand om, at der skal tilvejebringes den nødvendige lovhjemmel,” sagde Mette Frederiksen.

Hun blev tydeligt vred, da hun blev konfronteret med oppositionspartierne udtalelser om, at regeringen har brudt grundloven.

“Det er simpelthen heller ikke rigtigt, det der bliver sagt med, at grundloven må vige. Jeg kunne ikke drømme om at indtage det synspunkt,” sagde hun.

“Det er simpelthen heller ikke rigtigt, det der bliver sagt med, at grundloven må vige”

Statsminister Mette Frederiksen til journalist

Skaarup: Helt vildt

Samtlige partier i blå blok mener, at sagen skal granskes af en undersøgelseskommission. De vil bl.a. have afklaret, hvad statsministeren vidste hvornår og hvad hun gjorde for at få standset den ulovlige ordre. I betragtning af sagens alvor, mener Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup, at statsministerens optræden på pressemøde er besynderlig:

“Helt vildt at se en statsminister live på tv2news fralægge sig ansvaret for beslutningen, smide Mogens Jensen under bussen og så ovenikøbet blive hamrende sur, når der bliver spurgt ind til regeringens klare lovbrud med hende selv for bordende,” skriver han på Twitter.

Læs også:

DF: Statsministeren har hovedansvaret for minkskandalen