Juraeksperter sår tvivl om statsminister Mette Frederiksens forklaringer i minkskandalen. Hun mener selv, at hun har gjort det nødvendige, men juraeksperter undrer sig over, at hun ikke fik standset den grundlovsstridige beslutning. DFs Peter Skaarup kalder regeringens egen redegørelse for dybt pinlig læsning
Torsdag frikendte statsminister Mette Frederiksen (S) stort set sig selv for fejl i minkskandalen, hvor regeringen har givet en grundlovsstridig ordre om at aflive alle mink i Danmark.
Det skete på et pressemøde på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med ministerrokaden, hvor statsministeren dels gentog, at hun ikke vidste, at der manglede lovhjemmel, da beslutningen blev offentliggjort den 4. november – dels fastslog, at hun gjorde det rigtige, da hun fire dage senere fik at vide, at regeringen havde truffet en ulovlig beslutning.
“Så gør jeg det, man skal gøre som statsminister, nemlig at skrive et brev til Folketinget og til Folketingets formand om, at der skal tilvejebringes den nødvendige lovhjemmel,” sagde Mette Frederiksen.
Til spørgsmålet om, hvorfor hun ikke fik standset aflivningerne, da hun blev klar over ulovligheden, svarede hun:
“Jeg har jo en klar forventning om, at når man i et ministerium bliver bekendt med, at der ikke er den lovhjemmel, der skal til, reagerer man på det”.
Hun sagde samtidig, at hun ikke mener, at minkaflivningen skulle have været stoppet:
“Jeg vil gerne anholde det, der ligger i spørgsmålene, nemlig at det skal stoppes, at minkene skal aflives. Det er jeg simpelthen ikke enig i. Og jeg bliver også nødt til at sige nu – efter også langs tids diskussion – at vi skal passe på med, at vi ikke gambler med danskernes sundhed”.
Ministre blev advaret
Flere juraeksperter sætter imidlertid kraftigt spørgsmålstegn ved statsministerens forklaring. Den redegørelse, som Miljø- og Fødevareministeriet onsdag offentliggjorde om forløbet i minksagen, viser, at flere ministerier var opmærksomme på den manglende lovhjemmel, inden beslutningen blev truffet den 3. november.
Redegørelsen viser også, at regeringen i flere dage lod aflivningerne fortsætte som et krav, selv om man var blevet klar over, at der ikke var lovhjemmel til at kræve raske mink aflivet udenfor risikozonen på 7,8 kilometer fra smittede besætninger. Fredag den 6. november blev der således udsendt en mail fra Fødevarestyrelsen til alle minkavlere om at ”regeringen har meldt ud, at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden”. Først tirsdag den 10. november fik minkavlerne en ny mail, hvor det blev præciseret, at det ikke var et krav, at minkene skulle aflives:
”… det har været nødvendigt at præcisere og ændre i det brev vi sendte ud fredag den 6. november. Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden,” hed det i mailen fra Fødevarestyrelsen, som var blevet godkendt aftenen før af fødevareminister Mogens Jensen.
Læs redegørelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet her
Ekspert: Overraskende mangel på respekt for loven
Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, siger til Berlingske, at ”redegørelsen tegner et bekymrende billede af en regering, der har tøvet med at rette op på en fejl, efter at den er blevet kendt”:
”Ministrene har ikke virket aktive i forhold til at få udbedret fejlen, idet den bliver opdaget, og det understreger, hvor lidt det tilsyneladende har betydet for regeringen at overholde loven,” siger han til avisen.
”Det illustrerer en overraskende mangel på respekt for loven i forløbet,” fortsætter han.
Lektor Kent Kristensen siger til Berlingske, at han ”simpelthen har svært ved at finde ord for”, hvordan statsministeren og hendes ministres har håndteret forløbet:
”Det er en langsommelighed – efter at være blevet bekendt med den manglende lovhjemmel – der bare ikke må være plads til i en retsstat, når politikerne beder folk om noget så grundlæggende som at destruere det, de ernærer sig på baggrund af,” siger han til avisen.
Den kendte forvaltningsekspert, professor Sten Bønsing, siger at ”det godt nok er lang tid der går”.
DF: Dybt pinlig læsning
Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier har krævet en kommissionsundersøgelse af sagen. De mener alle, at statsministeren bærer hovedansvaret for skandalen, og udtalelserne fra juraeksperterne får ikke DF til at mildne kritikken. DFs gruppeformand Peter Skaarup siger til ditOverblik:
”Jeg er helt enig med de juridiske eksperter her. Man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar, når man har læst redegørelsen der forsøger at frikende Mette Frederiksen. Det er faktisk dybt pinlig læsning,” siger Peter Skaarup – og tilføjer:
”Den her skandale bliver værre og værre. Derfor skal vi også have en uvildig undersøgelseskommission til at se på sagen. Det er den eneste måde, at vi kan få undersøgt det her forløb til bunds. At Mette Frederiksen stadig bakker hendes eget lovbrud op er helt vildt, og det understreger behovet for at se Danmarks historiens mest magtfuldkomne regering efter i sømmene”.
Læs også:
Mette Frederiksen afviser: Vidste ikke, at der ikke var lovhjemmel