Messerschmidt vred: Fake news om DF på sociale medier

0
3743
Morten Messerschmidt, folketingsmedlem, Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vred over vilde påstande om DFs politik på de sociale medier

Dansk Folkeparti har godkendt 66 muslimske trossamfund ved at stemme for en lov i Folketinget. Det er påstanden i en historie, som har cirkuleret på de sociale medier. Men historien er pure opspind. Medlem af folketinget for DF Morten Messerschmidt faldt over den i juledagene, da han surfede rundt på de sociale medier. Han skriver i et indlæg i BT, at ”intet i historien er sandt”. For den lov, der refereres til, handler om noget helt andet:

”Loven handler ikke om islam, men om alle trossamfund uden for folkekirken. Og loven godkender ikke eet trossamfund, men giver faktisk mulighed for, at man nu kan tilbagekalde godkendelser. I bemærkningerne nævnes endda et muslimsk trossamfund, der har fået frataget sin vielseskompetence,” skriver Morten Messerschmidt.

”Skulle man have lavet en sand historie, kunne den derfor have lydt: ‘Ny lov åbner for at fratage muslimske trossamfund rettigheder.’ Men på Facebook blev det til det pure opspind, at DF havde stemt for 66 muslimske trossamfund. Paradoksalt, ikke?,” fortsætter han.

“På Facebook blev det til det pure opspind, at DF havde stemt for 66 muslimske trossamfund”

Falske påstande om ældrepolitik

I det hele taget vrimler det med falske historier på de sociale medier, skriver Messerschmidt i BT. En anden handler om, at Dansk Folkeparti sjoflede de ældre i finansloven for 2019. Påstanden var, at finansloven, som DF aftalte med den daværende VLAK-regering, kun gav pensionisterne sølle syv kroner mere om måneden. Men det er en falsk fortælling, konstaterer Messerschmidt. Faktisk vil aftalen over de kommende år give 2,7 milliarder mere til ældreområdet. Et tiltag, som for nylig fik Ældre Sagen til at rose aftalen for at være “et historisk løft til ældreområdet”.

Læs mere her: Finanslov med DF-aftryk har givet 1,5 milliarder kr. til pensionisterne

Om finansloven for 2020 har Morten Messerschmidt fundet en påstand på de sociale medier om at ‘DF har stemt for 40 millioner ekstra kroner til kvoteflygtninge’. Men, skriver Messerchmidt, ’sandheden er, at Dansk Folkeparti punkt for punkt har stillet ændringsforslag, der kunne rulle det røde flertals ideer tilbage’. Men at have fået sine ændringsforslag stemt ned, stemte DF for den samlede finanslov. Det er nemlig kutyme i Folketinget:

Nej, DF ønsker ikke kvoteflygtninge

”DF ønsker ikke kvoteflygtninge til Danmark. Det ved de fleste, der følger bare lidt med. Alligevel blev de falske historier lystigt delt uden at nævne den egentlige sandhed: at et nej til den samlede finanslov er et nej til, at sygeplejersker, skolelærere, brand- og politifolk og de mange andre, der hver måned får deres løn fra det offentlige, havde fået penge på kontoen her i januar. Den historie kunne man ikke læse nogen steder. Paradoksalt, ikke?,” skriver Morten Messerschmidt.

Han slutter sit indlæg i BT med en nytårsopfordring til alle om ikke at dyrke de falske historier:

”Hvem gavner det at ligestille løgn og fakta? Skader det ikke blot tilliden til hele demokratiet? Lad os minde hinanden om det, hvor vi går ind i et nyt årti,” skriver Morten Messerschmidt.