DF inviterer sammen med en række erhvervsorganisationer til klimakonference på Christiansborg torsdag den 23. januar

Dansk Folkeparti er vært, når der torsdag den 23. januar holdes klimakonference på Christiansborg under overskriften “Et grønt Danmark”. Med på konferencen er repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi, Dansk Erhverv og Danske Maritime, der vil holde oplæg om den seneste teknologiske udvikling inden for klima- og miljøområdet.

”Sund fornuft og klimapolitik? Kan det høre sammen. Ja, mener vi i Dansk Folkeparti. Faktisk tror vi, at sund fornuft er den eneste måde, hvor vi for alvor kan sikre en reel grøn omstilling til gavn for både miljøet og resten af samfundet. Derfor inviterer vi fire centrale erhvervssektorer til offentlig høring på Christiansborg. Vi vil nemlig gerne høre deres bud på, hvordan vi gør den grønne omstilling til en god forretning,” siger Dansk Folkepartis klimaordfører Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse.

For DF er det ambitionen, at målene i klimaloven skal nås, uden at det koster danske arbejdspladser og vækst:

”Venstrefløjen har længe gjort klimadagsordenen til et spørgsmål om, at vi alle skal ændre livsstil radikalt. Men den grønne omstilling handler ikke om, at vi skal spise, rejse, producere eller forbruge mindre. Det handler om, at vi skal gøre det hele klogere. Skal den grønne omstilling for alvor have fat, kræver det nye teknologier, som ikke bare gør det muligt for os i vores del af verden at leve grønnere, men som også er en god forretning.  Teknologier, der kan eksporteres. Den grønne omstilling må nemlig ikke gøre os fattigere eller skabe sociale ubalancer. Derfor skal den sikres i samarbejde med erhvervslivet – ikke i krig med dem, der skaber væksten og velstanden,” siger Morten Messerschmidt.

“Den grønne omstilling handler ikke om, at vi skal spise, rejse, producere eller forbruge mindre. Det handler om, at vi skal gøre det hele klogere”

Morten Messerschmidt, klimaordfører, Dansk Folkeparti

Programmet for klimakonferencen:

14.00) Velkommen v/ klimaordfører Morten Messerschmidt.
14.10) Oplæg om den seneste teknologiske udvikling inden for landbrug v/ klimadirektør Niels Peter Nørring, Landbrug & Fødevarer.
14.30) Oplæg om den seneste teknologiske udvikling fra Dansk Energi v/ direktør Lars Aagaard.
14.50) Spørgsmål og svar.
15.10) Oplæg om den seneste teknologiske udvikling fra Dansk Erhverv v/ klima- og energichef Ulrich Bang.
15.30) Oplæg om den seneste teknologiske udvikling fra Danske Maritime v/ Michael Prehn, underdirektør og ansvarlig for det teknisk område.
15.50) Spørgsmål og svar.
16.10) Debat mellem oplægsholdere og publikum.
17.00) Tak for i dag.

Sted: Christiansborg, Prins Jørgens Gård 1, 1218 København K

Der er et begrænset antal pladser på konferencen, så tilmelding skal ske til Anders Skjødt, faglig konsulent hos Dansk Folkeparti, på mail: Anders.Skjodt@ft.dk