Martin Henriksen: EU skal blande sig udenom Lindholm

0
2831
Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

EU Kommission holder øje med det planlagte udrejsecenter på øen Lindholm. Men EU skal slet ikke blande sig, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen

EU-Kommissionen vil holde øje med det kommende udrejsecenter for kriminelle og udvisningsdømte udlændinge på øen Lindholm. Det fremgår af et svar fra en EU-kommissær til to medlemmer af EU-parlamentet, som har stillet spørgsmål til kommissionen om Lindholm.

De to parlamentarikere, Dimitrios Papadimoulis fra Grækenland og Sophia in ‘t Veld fra Holland, er stærkt kritiske overfor de danske planer. De har spurgt, hvad Kommissionen mener om Lindholm-planerne, og Papadimoulis, der kommer fra det venstreorienterede Syriza-parti, vil bl.a. vide, om Kommissionen deler hans synspunkt om, at planerne er diskriminerende overfor flygtninge og migranter, og at de er i strid med internationale love.

I samme boldgade spørger Sophia in ‘t Veld, som repræsenterer Democraten 66, Hollands svar på Det Radikale Venstre, om det ikke er en menneskeretskrænkelse at sætte folk ud på en ø. Hun vil også vide, hvordan Kommissionen vil sikre, at Danmark overholder de grundlæggende menneskerettigheder og EU-regler.

“Mener Kommissionen, at flytning af personer til sådanne afsidesliggende steder er en krænkelse af menneskerettighederne, især retten til at blive behandlet med menneskelig værdighed, frihed og familieliv?,” spørger den hollandske politiker.

EU’s kommissær for migration, den tidligere græske udenrigsminister Dimitris Avramopoulos, svarer, at landene selv kan bestemme, hvor de placerer deres udrejsecentre, de skal bare overholde ”de grundlæggende menneskerettigheder” og ”sikre en human og værdig behandling” for beboerne.

Men Kommissionen vil holde nøje øje med Lindholm-planerne, skriver han:

”Kommissionen vil nøje overvåge de foranstaltninger, som den danske regering har taget i lyset af charteret om grundlæggende rettigheder og reglerne for tilbagesendelsesdirektivet,” lyder det på EU-sprog i et skriftlig svar fra kommissæren.

“Mener Kommissionen, at flytning af personer til sådanne afsidesliggende steder er en krænkelse af menneskerettighederne”

Den hollandske EU-parlamentariker Sophia in ‘t Veld i spørgsmål til EU-kommissionen

Martin Henriksen: Det er vores sag – ikke EUs sag

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen mener, at EU skal blande sig udenom. Om svaret fra kommissær Avramopoulos siger han til ditOverblik:

”Jeg ser det som endnu et kedeligt eksempel på at EU blander sig alt for meget i de enkeltes landes anliggender. Hvis vi i Danmark ønsker at isolere kriminelle udlændinge på en ø, så er det vores sag og ikke EU’s sag. Det skal EU respektere”.

Om risikoen for yderligere indblanding, siger Martin Henriksen:

Vi ved, at EU sagtens kan finde på at blande sig. Det ser vi også i sagen om familiesammenføring til tyrkiske statsborgere”.

Kan du berolige kommissæren med, at rettigheder osv. vil blive overholdt?

”Det kan jeg nok ikke, for Dansk Folkeparti går ærligt talt ikke så meget op i hvordan kriminelle udlændinge har det. Men det gør regeringen desværre, så det kan måske berolige EU. Jeg interesserer mig ikke for det. Vi vil jo stramme endnu mere”.

Det kommende udrejsecenter på øen Lindholm ved Sydsjælland er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Centreret, der skal stå klar i 2. halvår 2021, skal huse op mod 125 udlændinge, der er dømt til udvisning på grund af kriminalitet, udlændinge på tålt ophold, fremmedkrigere mv.

“Hvis vi i Danmark ønsker at isolere kriminelle udlændinge på en ø, så er det vores sag og ikke EU’s sag. Det skal EU respektere”

Martin Henriksen, udlændingeordfører (DF)