På ti år er kommunernes udgifter til ældre faldet med 25 procent. DF-formand Kristian Thulesen Dahl: Det kan vi ikke være bekendt
Kommunerne bruger markant færre penge pr. ældre i dag, sammenlignet med for 10 år siden. Et regnestykke, som Berlingske har lavet, viser, at kommunerne i gennemsnit brugte 25 procent mindre pr. ældre i 2017 i forhold til 2007.
Der er dog store forskelle mellem kommunerne. Gribskov i Nordsjælland skraber bunden med 27.198 kroner pr. ældre i 2017. København bruger flest med 65.078 kroner pr. ældre.
I gennemsnit blev der brugt 41.315 kroner i 2017. I 2007 var det 55.229 kroner
Forklaringen er, at der er kommet mange flere ældre, uden at kommunerne har brugt tilsvarende flere penge. Fra 2008 til 2018 steg antallet af ældre danskere over 65 år med 260.000 til 1,1 million, svarende til en stigning på 31 procent.
Tallene kommer dagen efter, at en ny undersøgelse viste, at 73.000 svage ældre ikke får hjemmehjælp. Faktisk er andelen af svage ældre, der får hjemmehjælp, faldet fra 43 procent i 2007 til kun 25 procent i 2017. Det viser undersøgelsen, som VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har lavet for Ældre Sagen.
DF-formand: Bedre velfærd for ældre, tak
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener, at der skal sættes flere penge af til ældreområdet. Selv om der er afsat flere ekstra milliarder til ældreområdet på finansloven de seneste år, så viser de nye tal, at det ikke er nok, siger Kristian Thulesen Dahl.
I sit ugentlige nyhedsbrev skriver han i denne uge, at Danmark ikke kan være forholdene på ældreområdet bekendt:
”Der er stadig partier, der stiller danskerne store skattelettelser i udsigt. Det gør vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi ved nemlig, at der er områder i vores velfærdssamfund, der trænger til et løft”.
DF-formanden nævner de seneste års finanslovsaftaler, hvor DF har fået afsat flere penge til ældre – værdighedsmilliarden i 2016; en halv milliard til bedre bemanding i ældreplejen i 2018 og senest 650 millioner årligt til en værdig alderdom i 2019-2022. Men det er, tilføjer Kristian Thulesen Dahl, ikke nok:
”Vores ældre medborgere skal have en værdig og god alderdom. Vi må stå sammen nu og se at få forbedret velfærden for vores ældre medborgere. Vi må sikre flere ressourcer til ældreplejen i de kommende år. Både Folketinget og kommunerne må tage denne opgave på sig,” skriver Kristian Thulesen Dahl, som også tog emnet op i dagens spørgetime med statsministeren.
Hele nyhedsbrevet kan læses her.