Dansk Folkeparti kræver markant stramning efter søndagens uroligheder på Nørrebro, hvor politiet blev angrebet og hvor der blev vist IS-sympatier. “Hvis flere i familien er kriminelle og forældrene er på overførselsindkomst, så bør hele familien kunne få inddraget opholdstilladelsen,” mener udlændingeordfører Martin Henriksen
Hvis flere børn fra samme familie begår kriminalitet, så bør hele familien kunne udvises af Danmark, hvis forældrene er på overførselsindkomst og de ikke har dansk statsborgerskab.
Det mener Dansk Folkeparti, som foreslår denne markante stramning efter søndagens uroligheder på Nørrebro, hvor unge med udenlandsk baggrund begik omfattende hærværk og angreb politiet med brosten og fyrværkeri.
”Lige nu skal politiet have arbejdsro, men når der så forhåbentlig er ro på igen, så vil vi spørge indtil hvor mange politiet har anholdt, hvor mange der er danske statsborgere og så må vi på den baggrund vurdere, hvilke nye konkrete stramninger, der er brug for. Jeg så helst, at vi gik ind og så på både de enkelte personer, men også på deres familier, for hvis der eksempelvis er flere børn i en familie, som er kriminelle og forældrene måske samtidig er på offentlig forsørgelse, så kan vi ligeså godt ændre reglerne, så hele familier kan sendes ud,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen.
”Det kan jeg allerede sige, at det går vi til ministeren med. Jeg tror, at den slags markante tiltag vil skabe den nødvendige respekt,” fortsætter han.
Ildspåsættelser, fyrværkeri og IS-sympatier
Optøjerne på Nørrebro startede som reaktion på en lovligt anmeldt demonstration af Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan, som ville kaste med og afbrænde koraner. Paludan nåede kun at demonstrere i få minutter. Så blev han af sikkerhedsmæssige årsager ført ind i en af politiets hollændervogne. Men kort efter begyndte videoer på arabisk at cirkulere, ifølge Berlingske. Her blev politiet beskyldt for at skyde på muslimer og ”beskytte en racist”, og derefter bragede urolighederne løs. I de følgende næsten 12 timer var der 70 ildspåsættelser, hvor biler og containere blev sat i brand, og politiet blev angrebet med brosten, fyrværkerim cykler., løbehjul og andet kasteskyts. Blandt de demonstrerende var der ifølge BT en person, der var iført symboler fra Islamisk Stat.
”Jeg kan sagtens forstå dem, der mener at Paludan er uopdragen, og jeg bryder mig heller ikke om hans stil. Men det er bare utrolig vigtigt at fastholde at det største problem er dem, der kaster med brosten imod politiet og hvor det tyder på at der iblandt voldsmændene er personer der sympatisere med Islamisk Stat. Det er meget alvorligt, og det understreger desværre endnu en gang at der indenfor islam er en ekstrem voldskultur,” siger Martin Henriksen.
Rimelig sanktion, hvis man ikke kan holde sine børn ude af kriminalitet
Han mener, at det er rimeligt at kunne udvise hele familier, der ikke har dansk statsborgerskab, hvis børnene begår kriminalitet og familien er på kontanthjælp.
”Hvis man i tre år eller længere tid har været på kontanthjælp og man i denne periode ikke har formået at opdrage sine børn til ikke at begå kriminalitet, så mener vi at det er rimeligt, at man får inddraget sin opholdstilladelse og bliver udvist,” siger Martin Henriksen.